Jan Carlsen

DBU Diplominstruktør og medlem af DBUs lovgruppe samt klummeskribent

04-05-2024

Overskriften i sidste uge var ’tingene spidser til’, og det skal jeg da lige love for, at de gør. For at starte herhjemme har jeg aldrig gennem et langt fodboldliv oplevet en afslutning på Superligaen som denne, hvor fire hold med fire runder igen stadig kan nå at blive mestre. Og ikke mindre hidsigt er det i bunden, hvor Hvidovre har fået nyt liv, mens Lyngby og Vejle synes at hænge lidt i bremsen, og OB er gået helt i stå. Det bliver nogle uhyggelige næste weekender.

Vi har alle vores minder i stil med ’Hvor var du, da…’. Da Nordsjælland blev mestre i 2012, sad jeg til en miniturnering i Italien med en elendig, tæt på ikke – eksisterende internetforbindelse (man skulle faktisk ud at sidde på trappen for at få det bedste signal) og prøvede at følge med i Nordsjællands kamp mod Horsens, som skulle vindes. Det var ret så nervepirrende, ikke mindst når signalet faldt ud. Jeg er sådan indrettet, at jeg har det altid godt, når nogle andre end ’de sædvanlige’ blander sig, hvor det er sjovt. Nu er Nordsjælland jo efterhånden også nogen af de sædvanlige, men hold fast, hvor bliver det spændende.

Mange medier har gjort en del ud af, at Olympiakos vandt over Aston Villa i Conference League torsdag og dermed satte Danmarks koefficientpoint i fare, så vi måske alligevel ikke får to hold med i Champions League. Nogle har endda brugt ordet ’katastrofe’. Statistikere kan uden tvivl korrigere mig, men efter min erindring har det ikke været nogen succes koefficientmæssigt de år, hvor vi har fået et ekstra hold med i en af turneringerne. De holder sjældent niveau og ryger hurtigt ud, og eftersom koefficienten også beregnes ud fra antal deltagende hold, er det en skidt forretning (for Danmark – ikke for klubberne). Nu handler det ikke om antal hold denne gang, men om at et hold træder ind på højere niveau, men resultatet er det samme, hvis det ikke kaster points af sig. Så i min verden er der ingen grund til at hive de helt store lommetørklæder frem, hvis det går galt.

Ellers har vi i Europa haft de sædvanlige rituelle ting, når vi nærmer os slutningen af en turnering. Brok over alle afgørende kendelser, brok over VAR (hvis det går den forkerte vej), baneinvasion af fans, uanset om det handler om oprykning eller nedrykning osv. osv.

I den mere kuriøse afdeling hører tilfældet fra Holland, hvor stadionspeakeren proklamerede, at Roda med dette resultat (og resultatet i den modsvarende kamp) var sikret oprykning til Æresdivisionen med én runde tilbage. Der var bare ét problem: det passede ikke. Roda havde gjort deres, men det havde Groningen også, så det resultat, der var nået frem til speakeren, holdt ikke. Der var lige en udligning i 95. minut, som ikke var nået igennem æteren. Til undskyldning skal siges, at internetforbindelsen (dér var den igen) var dårlig, men for pokker, telefonen er da opfundet.

Nu mødes netop de to klubber på sidste spilledag med Groningen tre points efter, men med en bedre målscore. Det bliver altså heller ikke for små børn.

Ellers har flere spurgt mig efter AGFs reduceringsmål i Parken, som lå lige omkring stregen, og som VAR erklærede for inde. Efter et minuts fortsat spil og et temmelig langvarigt VAR-check, hvilket er fuldt forståeligt, da det trods alt er en rimelig kampafgørende kendelse.

Det er utraditionelt, men det er faktisk lige efter bogen. Lad os lige få fakta på plads. VAR kan skride ind, indtil bolden næste gang går ud af spil. Det tager så sin tid her, og man kan sagtens diskutere, om ikke dommeren skulle have afbrudt kampen på et tidspunkt, hvor bolden var i neutralt område. Dette alene for at undgå de eksempler, hvor der pludselig sker noget i den anden ende, som man er nødt til at kalde tilbage igen. Der er skrækeksempler, bl.a. fra Italien, på det. Dernæst er dette jo en faktuel afgørelse, som ikke involverer skøn (enten har bolden krydset linjen, eller også har den ikke), så den kan VAR tage alene.

Så er der selve afgørelsen. Min intuition hjemme fra sofaen siger ’mål’ – også ved at se på målmandens reaktion, men det er korrekt, at de oprindelige TV-billeder ikke viser hverken det ene eller andet. Nu har jeg haft lejlighed til at se billederne fra VAR-vognen, og vi skal helt derud, hvor man tager to forskellige kameravinkler og stiller dem ved siden af hinanden på VAR-dommerens skærm. Derefter fryser man billederne og zoomer på dem.   

Når man gør det og sammenholder de to billeder, er der ingen tvivl – den bold er inde. Ikke meget, men nok.

Men det gav selvfølgelig anledning til – igen, igen – at diskutere mållinjeteknologi. Det store spørgsmål her er selvfølgelig tallene. På mit tidligere arbejde ville man kalde det en cost / benefit analyse. Kan det betale sig?  I et interview, som efterhånden er nogle år gammelt, talte man om i omegnen af 20 millioner som etablering og så 20.000 kroner pr. kamp. Og det er næppe blevet billigere siden. Der er immervæk også seks kampe pr. runde, der skal dækkes, alene hvis vi taler Superligaen. Tager vi tal fra Tyskland, som har flere hold i øverste række, end vi har, handler det om to situationer på en sæson, som kan være interessante. Så jeg tror næppe, at det bliver i morgen eller overmorgen, at vi kommer til at opleve det herhjemme – medmindre klubberne selvfølgelig siger, at det vil vi gerne have, og vi skal også nok tage regningen.

Jeg har haft fornøjelsen at se opsætningen af det i det store udland, og det er godt nok den højere mekanik med kalibrering osv. Hertil kommer, at dommeren før kampen meget omhyggeligt checker opsætningen ved at anbringe diverse bolde, som er lige omkring det kriminelle område. Så det er let nok at råbe op om, at vi skal have mållinjeteknologi – man skal bare have den store tegnebog med. 

Nu truer man med en del regnvejr herovre østpå, men ellers har det godt nok været nogle flotte dage. Så er det selvfølgelig surt, at skrivebordet lige nu er fyldt med arbejdet med ny lovbog, men sådan er livet. Jeg har også mange år siddet med den, mens regnen har stået ned i stænger. Så man vinder nogle, man taber nogle – akkurat ligesom fodboldhold gør det.

Solsorten brøler fra klokken halv fem om morgenen, og så er det altså svært at være i rigtig dårligt humør trods andre fortrædeligheder. Snart nærmer sig det tidspunkt, hvor de små haleløse unger bliver sluppet løs, og så skifter opgaven, for nu er det med at holde kvarterets katte væk…