DFU’s kommunikation med vore medlemmer, samarbejdspartnere og de mange fodboldvenner der er rundt om i landet sker via flere platforme. Vore medlemmer kan kommunikere med DFU via den lukkede Facebookgruppe, som man kun kan blive optaget i såfremt man er medlem af en af vore 23 dommerklubber. Vi er også til stede på TWITTER. Det er på disse 2 medier den hurtige og aktuelle dialog finder sted i dag.
Vi har, som alle organisationer også en hjemmeside. På den kan du finde orientering om DFU og hvad vi står for bl.a. via Formandens månedlige nyhedsbrev. Der er informationer, som vore dommere kan gøre brug af, – omkostning- og kørselsgodtgørelse – artikler om lovstof – link til fodboldloven og retningslinjer m.m. samt diverse faglige artikler.
Med den opdeling mellem facebook og hjemmesiden tilgodeser vi både behovet for information om fakta og data og faglighed, der håndteres på hjemmesiden – og debat, meningsudveksling, sjove situationer og i det hele taget spændende “dommersnak”, der sker på facebook.
På det mere politisk og samlende niveau afholder DFUs bestyrelse hver måned en konference med formændene i landets dommerklubber. HEr vendes og diskuteres indsatser, prioriteringer, mål og retning. Det er med til at sikre, vi i DFU står sammen – og at alle medlemmers interesser varetages i vores unikke fællesskab – DFU.
Som nævnt udarbejder formanden den 1. i hver måned et nyhedsbrev, der indeholder informationer og holdninger til aktuelle emner, DFU arbejder med. nyhedsbrevet læses hver måned af flere tusinde.
Sociale medier og digital kommunikation er vigtig. Ingen tvivl om det. Men intet må i fremtiden erstatte den glæde og inspiration, samværet med kolleger giver, når der er møder, samlinger eller aktivitet i den lokale dommerklub.
At være fodbolddommer er en livsstil – og heldigvis er samværet om vores hobby muligt på mange måder. Og sammen er det altid sjovere……