Jan Carlsen

DBU Diplominstruktør og medlem af DBUs lovgruppe samt klummeskribent

02-10-2021

Den gode gamle med ketchupflasken holder endnu. Nogle gange kæmper man virkelig – og så kommer det pludselig væltende. Det samme gælder her. Nogle uger skal der graves dybt i bunken, men så pludselig kommer situationerne som perler på en snor. Det er også helt fint, for overskydende perler gemmes til senere brug – intet går til spilde. Men alligevel er det nu imponerende, hvordan forskellige uger kan udvikle sig på helt forskellig vis. Nå, nu skal man heller ikke blive dybdefilosofisk, så lad os gå til sagen.

Nu har det jo handlet en del om VAR, hvor statistikkerne på interventioner og svartider hr en halv snes runder inde i sæsonen ser mildest talt imponerende ud, når vi sammenligner med diverse internationale slutrunder og de store lande, som det så ud efter det første år. Men det betyder ikke, at alt er perfekt – hvilket heller ingen har lovet, og hvilket heller ikke er hensigten med VAR. Fodbold er et spil, hvor der er plads til fejltagelser – det være sig fra spillere eller dommere. Og vi har stadig meget at lære med hensyn til VAR – tag ikke fejl af det – men ikke mere end forventet på nuværende tidspunkt. .Så lad mig starte med en faktisk ganske munter kommentar fra Kent Nielsen efter kampen mellem Silkeborg og AGF (0-2). Den fik i artiklen overskriften ‘Hurra for VAR’. Og nu ved jeg godt, også af smertelig erfaring, at overskrifter ikke altid er forfatterens egen, men at der kan have været en redaktionsseketær ind over, der lige vinkler måske lidt skarpere, end indholdet kan bære.

Men i den givne kamp syntes Kent Nielsen, at et hjørnespark, der førte til en AGF-scoring, burde have været et målspark – og at Thorsteinsson burde have haft sin advarsel nr. 2 for film inden for få minutter. Begge dele kan jeg sådan set have stor sympati for, set hjemme fra lænestolen – men det er bare ikke noget, som VAR efter den givne protokol kan blande sig i. Igangsættelser er forbudt land – og det er en vurdering af anden advarsel også. Begrundelsen for den sidste er, at skulle VAR kunne vurdere anden advarsel, burde man jo også have vurderet den første – og så fik man en frygtelig masse spildtid, som næppe er til glæde for nogen. Så VAR er da fin som syndebuk, selv i gemytlig tale, men det skal stadig vurderes ud fra de præmisser, som det er defineret under. VAR er ikke sat i verden for at skabe en perfekt fodboldkamp – men for at rette op på åbenlyse og klare dommerfejl og dermed undgå de grimme overskrifter dagen efter. Og det handler i den grad ikke om et hjørnespark kontra målspark.

Ellers er der et par situationer, som jeg gerne vil gribe fat i, fordi de har givet en god del henvendelser på mailen. Hvis vi går nogenlunde kronologisk frem, starter vi med en situation mellem Viborg og OB i sidste weekend, hvor der er et ganske voldsomt sammenstød mellem Viborgs Grot og OBs målmand Bernat. Det er længe siden, at jeg har oplevet en så voldsom mailaktivitet – for hvorfor blev det kun til et gult kort og ikke et rødt ? Bernat har sikret sig bolden, og så kommer Grot ellers flyvende med et ben i hovedhøjde og rammer også målmanden.

Jeg har haft fornøjelsen af at være sammen med en masse gode VAR-kolleger de seneste to døgn, og selvfølgelig har denne situation også været genstand for diskussion. Men som så mange gange før, når det handler om fodboldloven taler vi ikke bare om hvid og sort – men også en frygtelig masse gråt. Jeg er også af den opfattelse, at dette sammenstød er mere til rødt end gult – men efter at have talt med diverse kolleger kan jeg godt se, at der er argumenter, der peger begge veje.

Der er ingen tvivl om, at målmanden har sikret sig bolden, da Grot kommer flyvende. Men hele situationen virker simpelthen ufrivillig komisk og helt på månen. Hvad i alverden skal den aktion til for ?   Meget kommer til at hænge på, om man anser Grots aktion som usportslig opførsel eller voldsom adfærd. I første omgang taler vi om advarsel – i anden om en udvisning. Skal vi have gang i voldsom adfærd, skal der være tale om en indsats med unødig stor kraft, som udsætter modspilleren for fare. Og er der det ?  Grot kommer med stor kraft, og karatespringet er så mistimet, som noget kan være – men er det med ond hensigt: går han ind for at skade målmanden ? Der er flere elementer i dette. Når Grots ben kommer så højt op, er det også, fordi han til en vis grad bliver underløbet af målmanden, som er på vej i den modsatte retning. Der er ingen tvivl om, at dette er ekstremt klodset lavet, men er det nok ?

På den anden side tæller, at målmanden forlængst har sikret sig bolden, da Grot kommer forbi. Han kommer omkring et halvt lysår for sent, men hans bens højde bliver også til en vis grad defineret af, at han på en eller anden måde bliver underløbet af målmanden, så benet flyver op. Det hører også med til historien, at der ikke er tale om et direkte målrettet spark mod målmanden, men at det snarere er underbenet , det i den sidste ende rammer. Det taler imod den voldsomme adfærd, som jo forudsætter en villet aktion med det formål at skade modspilleren. ‘Overraskelsesmomentet er en af grundpillerne i  fortællekunsten’, som Kjeld Petersen hævdede i den berømte tømmerflåde-sketch med Dirch Passer, og her er overraskelsen et nøglemoment. Ingen vil forvente dette – og hvad gør man så, når der skal handles inden for et splitsekund ? Jeg holder stadig primært på rødt, bedømt ud fra farten, tidsforsinkelsen og benets højde – men jeg respekterer de kolleger, som nøjes med at kalde dette usportslig opførsel.

Til gengæld fik vi i kampen tirsdag mellem PSG og Manchester City et kongeeksempel på en tackling, som i min bog burde have medført rødt, men endte på gult. Nu skrives dette onsdag aften før rundens kampe, men skulle der dukke noget op i den anledning, skal det nok blive samlet op.

Kevin de Bruyne sætter en ikke specielt sød tackling ind på Idrissa Gueye, hvilket medfører en længere skadesbehandling. Situationen er en af de helt store konfliktfremkalende klassikere: de Bruyne har mistet bolden og satser hele butikken for at generobre den. Men nu er der desværre kommet en modspiller i vejen. De Bruyne har godt nok foden i jorden, men han kommer med ganske voldsom kraft og svinger sin anden fod igennem. Denne kommer med fuld hammer og bliver plantet på Gueyes skinneben med knopperne forrest. Så selv om bolden måske nok var inden for rækkevidde og måske endda blev spillet, er den efterfølgende aktion uacceptabel. Der er et voldsomt vrid i Gueyes ben, da det rammes, og man kan kun håbe, at der ikke er ledbånd på spil. Tænker man på kontaktstedet og de forkætrede benskinner, som mange gør alt for at minimere, er der næppe megen tvivl om, at kontaktstedet og manglende benskinner i kombination ville have medført en voldsom pause og måske et karrierestop med en brækket ankel.

Det er mig en gåde, at VAR ikke som minimum kalder dommeren ud for at gense et mistænkt rødt kort. Faktisk sad vi på VAR-kursus tidligere på ugen og havde denne kamp med inde som en øvelsesopgave, og der gik simpelthen et sus gennem forsamlingen, da tacklingen kom. Og man kan gætte én gang på, hvad vores anbefaling ville være – men det primære her er stadig spillernes sikkerhed. Den type tacklinger må bare ikke have lov til at slippe igennem filteret. I Viborg endte det trods alt godt – og så kan vi bagefter diskutere, om kortfarven er den rigtige. Men ingen kom til skade.