Jan Carlsen

DBU Diplominstruktør og medlem af DBUs lovgruppe samt klummeskribent

27-02-21

Så er nedtællingen til søndag kl. 17 godt i gang – sidste runde i Superligaens grundspil, og vi skal have sat den berømte streg under nummer seks. Det bliver på alle måder noget af en gyset, for der er hård kamp om de to sidste pladser. Det er mere reglen end undtagelsen, at der er et eller andet udestående til allersidst, og det ser ualmindelig giftigt ud i år. Der har dog været år, hvor det var endnu mere neglebidende, men det bekræfter bare, at Superligaen er et godt produkt, når det kommer til elementær spænding. Jeg har på forunderlig vis indtil videre trukket frinummer i denne weekend, så det er bare at bevæbne sig med popcorn, fjernbetjening og beroligende midler.

Spørgsmålet om hånd på bolden er virkelig den store elefant i rummet. Det er noget af det, som vi diskuterer til hudløshed, hver gang vi er internationale kolleger samlet, og det er også noget af det allermest fluffy, som man kan forestille sig – og der kæmpes konstant med at skrive sig ud af tingene. Problemet er, at jo mere man skriver, og jo mere man lukker huller, dukker der andre huller op – for der er kreative sjæle både ved skrivebordet og på (eller lige uden for) banen, der tænker lige så hurtigt. Essensen er, at vi har de regler, som vi har – og så kan man mene, at de er fornuftige eller ej. Men reglerne er der – og så nytter det ikke at klandre dommeren for at følge dem.  Hands er en never-ending story, og vi er på ingen måde i mål endnu, er mit bedste gæt. Den, som kan forklare hands-reglen helt ned i alle detaljer, burde efter mine begreber stå til en Nobelpris (eller en tapperhedsmedalje). Den liga er jeg på ingen måde i, men jeg vil gøre et behjertet forsøg, ikke mindst fordi mange læsere har efterspurgt det. Og det er ikke blevet mindre siden forrige weekends nærmest ikoniske situation med det annullerede FCK-mål i derbyet, som rummer adskillige elementer. Fortvivl ikke, hvis nogle detaljer er uklare – det er det af og til også for os andre, selv om vi kender de rammer, som dommeren skal skønne indenfor. Men vi prøver at navigere så godt, som vi nu kan i dette hajfyldte farvand og ligge nogenlunde på midtnormalen i disse situationer, hvor man nationalt i Europa, også kulturelt betinget, svinger noget. Men spænd hjelm og briller og prøv at hænge på…     

Jeg kommer lige til at gribe tilbage til det historiske (vel vidende, at nogle læsere ikke er begejstrede, for de vil hellere have det aktuelle – mens andre gerne vil have baggrunden). Men for perspektiveringens skyld er det en pudsig detalje, at de allerførste fodboldregler fra 1863 faktisk tillod hånd på bolden. Fodbold er et engelsk kostskolespil i stor konkurrence med rugby, så de første regler er en følsom balance. Rugbys indflydelse kan også ses i offside-reglen, men det kan vi tage en anden gang. Men i 1863 er det tilladt at kaste bolden videre til en medspiller, hvis man har grebet den eller samlet den op efter højst et hop mod jorden. Derimod må man ikke bare samle bolden op fra jorden og kaste den videre. Vi skal lidt længere frem, helt bestemt til 1870, før det at bruge hænderne med vilje bliver strafbart.

‘Med vilje’ vil sige ‘forsætligt’ i fodboldlovens terminologi – og ordet forsætligt bliver kodeordet i de næste mange år fremefter. Det samme gør det mantra, som vores tyske kolleger kørte efter i rigtig mange år, nemlig at ‘bold til hånd’ var i orden, mens ‘hånd til bold’ var en forseelse. Det er en glimrende 90 %-regel, men den efterlader desværre nogle huller, hvor man er nødt til at strække forsætlighedsbegrebet, for at det skal give mening.

Vi får ikke dækket den situation, hvor en spiller går ned i sprællemands-stil med arme og ben i alle verdenshjørner for at fylde så meget som muligt. Rammer bolden den arm, er det godt nok bold til hånd, men spilleren har forsøgt at tiltage sig en uretmæssig fordel, og det er ikke i fodboldens ånd, at sådan noget ikke skal straffes. Vi får heller ikke dækket den situation, hvor en spiller, efter at sparket er faldet, refleksmæssigt tager sine arme ind foran kroppen for at dække ansigtet, de ædlere dele, eller hvad ved jeg. En refleks er ikke en forsætlig / med vilje-ting i medicinsk forstand, men i relation til fodboldloven er den.

Derfor har man de seneste år forsøgt at skrive sig ud af tingene og droppet begrebet ‘forsætligt’ omkring hands og erstattet det med nogle andre mere eller mindre håndfaste pejlemærker. Lad os starte med at eliminere den klokkeklare, nemlig hvor spilleren decideret slår til bolden med hånden (klar bevægelse af armen mod bolden). Den er oplagt.

Til gengæld er de andre pejlemærker interessante. En spiller må ikke gøre sig unaturligt høj eller bred ved sine armes position. Den tror jeg heller ikke kan få ret mange til at ryste på hånden, for det virker helt logisk. En spiller fylder det, som han nu gør – og vælger han at gøre sig større, er det formentlig med gustent overlæg og skal straffes. IFAB har introduceret begrebet ‘unaturlig position’ – vel at mærke i forhold til den bevægelse, som spilleren i øvrigt er i gang med. Har man armene dér, spiller man med risiko, og så kan det da sagtens være, at det går godt – men hvis det ikke gør, betales der ved kasse 1.

I samme familie er pejlemærket, at arme over skulderhøjde er no go – hvis det går galt. Begrundelsen er, at ingen forventer, at en fodboldspiller har armene over skulderhøjde, selv ikke når han går op i en luftduel. Til alt dette er der en lille finurlig undtagelse: hvis spilleren selv forsøger at sparke bolden væk, men derved rammer sin egen hånd, er det straffrit. Ræsonnementet bagved er, at spilleren jo har vist sin gode vilje ved at forsøge at cleare bolden med foden, og dermed er han straffri i anden fase. Det gælder derimod ikke, hvis spilleren tilfældigvis bliver ramt af bolden, som efterfølgende springer op på en arm over skulderhøjde eller i en risikofyldt position.

Hvis nogen stadig har hængt på så langt, er vi efterhånden kommet frem til det sidste raffinement, som også kom i spil i situationen i Parken. Fodboldens parter ønsker ikke, at der skal kunne scores et mål, umiddelbart efter at der har været en angribende hånd på bolden, uanset om det er med vilje eller ej. Det er faktisk et forslag, som kommer fra et par af IFABs ekspertgrupper (bemandet med repræsentanter fra klubber, spillere og trænere). Ordet ‘umiddelbart’ kom ind i sommer, efter at man bl.a. i Premier League havde en situation med uforsætlig hands i det ene straffesparksfelt, og 20 sekunder senere lå bolden i det modsatte mål – og man annullerede på grund af den oprindelige uforsætlige hands. Vi havde også en tilsvarende situation herhjemme, så vidt jeg husker i Horsens, hvor målet heldigvis fik lov til at stå. Det er selvfølgelig ikke lovens ånd at annullere, så ved vurderingen af ‘umiddelbart’ ser man på faktorer som afstand til målet, antal boldberøringer undervejs og ikke mindst tidsforbruget.    

Det er faktisk ret revolutionerende, for det betyder, at der gælder to forskellige regelsæt for forsvarer og angriber: det som forsvareren slipper godt fra, bliver angriberen straffet for. Og i virkeligheden er vi tilbage ved det, som spillere har hylet siden Arilds tid ‘Dommer, han fik fordel af det’.  Hvis det er en angriber, og hvis det resulterer i et mål eller en klar scoringsmulighed, bliver han straffet, mens forsvareren for en fuldstændig tilsvarende handling går fri – selvfølgelig forudsat at det er uforsætligt. På sæt og vis gør det livet lidt lettere for dommeren, for han skal ikke længere bekymre sig om forsætligheden, hvis det er en angriber. Han skal bare fløjte.

I Parken får Slimane headet bolden ned på sin egen arm – klart uforsætligt, og armen er i naturlig position. Derfra ryger den ned på albuen af Jonas Wind, der er ved at falde og ikke kan gøre for noget som helst – men derfra så direkte hen til Wilczek, der kan sparke bolden i mål. Og så klapper fælden – retfærdigt eller ej, men helt efter reglerne.

Nogle gange kan skæbnen være blodigt ironisk. IFAB har netop haft deres årlige møde, og med forbehold for, at jeg kun har set pressemeddelelsen – og ikke den officielle lovtekst – hvilket tidligere har snydt os noget så læsterligt – kunne det se ud til, at lige akkurat denne situation bliver ændret, således at det kun er en hånd fra målscoreren (eller manden med chancen) selv, der skal straffes, og ikke en hånd fra en medspiller. Med andre ord ville dette mål – hvis jeg har ret – være blevet godkendt efter 1. juli. Til gengæld burde FCKs reduceringsmål have været underkendt for offside, da Wind havde en arm i ryggen på forsvareren og dermed generede. Men den krævede også en god del gennemsyn, før den rigtige vinkel var der. Sådan går tingene som regel op i en højere enhed, hvis bare man måler over tilpas lang tid.  

Én ting er sikker – vi er slet ikke færdige med hands endnu…