Vælg en side

Jan Carlsen

DBU Diplominstruktør og medlem af DBUs lovgruppe samt klummeskribent

21-11-2020

Efter de seneste to ugers tur ned ad historiens lange landevej er vi tilbage i nutiden. Der er også kommet en anelse mere ro på hos klummeskribenten nu efter nogle mildest talt hektiske uger, hvor både fodbolden og udefra kommende og uforudsigelige faktorer har taget deres del. Men selv i disse mærkværdige tider lykkedes det at komme til Island til en U/21-kamp i sidste uge. For anden gang på fem uger, for den oprindelige kamp blev aflyst på selve kampdagen på grund af et Covid 19-udbrud i udeholdets lejr. Man kan mene om restriktionerne, hvad man vil, men de er godt nok professionelle til at håndtere det i Island. Jeg – og resten af dem, der var involveret i kampen – havde tre dage på en isoleret etage på hotellet, spiste i et isoleret møderum, og til selve kampen var det sædvanlige apparat i sving med temperaturmåling, før man fik lov at komme ind, fremvisning af testcertifikat hjemmefra, plus at der ved selve ankomsten til Keflavik blev foretaget yderligere en test. Man tager det virkelig alvorligt – og det skal man jo ubetinget også.

Til gengæld kunne man godt have vist sig lidt mere gæstfri, hvad vejret angik. 3 grader og en ualmindelig strid vind på tværs af banen (som til overflod tog til, efterhånden som kampen skred frem). Heldigvis havde delegaten og jeg – som var de eneste på den ene halvdel af tribunen, hvilket var spooky nok i sig selv – vinden i ryggen, men jeg havde godt nok ondt af de personer, som sad på stole uden for bænkene (som var modsat tribunen). Det var fælt nok for os, men for dem må det have været nærmest uudholdeligt. Og så havde vi et udehold fra Italien og en dommerkvartet fra Grækenland, som unægtelig er vant til andre temperaturer. Man kunne fornemme det allerede fra start ved afspilningen af nationalmelodierne, som formentlig er to af de absolut længste, som man kan finde. For at det ikke skal være løgn, havde vi haft isslag om morgenen, og der var stadig rester tilbage. Jakkesæt, lædersåler og is er en dum kombination. Og når jeg gør lidt ud af dette, er det også for at forklare, at det altså ikke bare er en loppetjans at være UEFA-udsendt…

Men efter disse indledende udgydelser kan vi så kaste os over det, som det handler om, nemlig fodbold på banen. Jeg har i mange år haft som mantra, hvor jeg er kommet frem, at det er kun virkeligheden, der overgår fantasien. Man kan på skrivebordet udtænke de mest usandsynlige scenarier, grine lidt ad dem, og så, bum, er de der i et virkelige liv. Jeg plejer at kalde dem ‘Once in a lifetime’-situationer. Vi mødte én af dem i Nations League-kampen mellem Albanien og Kazakhstan søndag. Efter Albaniens 2-0 mål skal Kazakhstan give bolden op, og bolden sendes en halv meter bagud, hvorefter en Kazakhstan-spiller høvler den direkte ned i Albaniens mål, hvor målmanden har placeret sig lige langt nok ude. Teoriinstruktøren i mig bander selvfølgelig stygt og inderligt, for hvis nu bolden var blevet sparket direkte i mål, havde man haft et kongeeksempel til aspirantundervisningen. Men den kommer nu alligevel til at indgå i samlingen som et rigtig fint underholdningseksempel.

Et andet eksempel mødte vi i kampen mellem Lyngby og AGF i sidste spillerunde før landskampspausen. I absolut sidste minut – faktisk pænt inde i overtiden – opstår der en situation, hvor AGFs målmand har grebet bolden, man er pænt foran 2-1, og alt er lyst og lykkeligt. Frederik Tingager føler trang til at kramme målmanden i lettelse, men på vej væk får han med sin arm uheldigvis prikket bolden ud af målmandens hænder, så bolden vel ryger halvanden meter væk fra målmanden, som tro mod sin natur selvfølgelig samler den op igen.

Havde jeg stillet dette spørgsmål til et af de mere nørdede teorimesterskaber rundt omkring i Danmark, ville jeg være blevet stenet ud af byen, for det sker jo aldrig… Men nu skete det altså, og hvad skal vi så gøre ved det ?    Dommeren gjorde ingenting,  kort efter var kampen forbi, og så fik vi selvfølgelig den oblgatoriske sammenstimling. Det er også fair nok, for situationen er kontroversiel – men problemet er, at formentlig ingen aner, hvad løsningen er, mens alle har en fornemmelse af, at der er noget galt.

Vi tager det lige trin for trin. Målmand Grabara har bolden i hænderne og har dermed kontrol over den. Nu kommer Frederik Tingager forbi og vil i sit hjertes godhed gratulere Grabara med den boldbesiddelse, som efter al sandsynlighed betyder sejr. Men da han forlader Grabara, får hans arm strakt nedad puffet bolden ud af målmandens hænder, så den springer halvanden meter frem.

Første problem er, om der er straffespark eller ikke straffespark. Tingagers arm er ikke i en unaturlig position, og det ser åbenlyst tilfældigt ud, at han  får rørt ved bolden. Hvilken angriber ville for pokker også forsætligt slå bolden ud af sin egen målmands hænder ?  Så selv om forsætlighedsbegrebet omkring hånd på bolden efterhånden er en ualmindelig meget flydende størrelse, er der ikke noget i Tingagers handling, der siger straffespark. Det ligner rent uheld.

Men vi er slet ikke færdige med situationen endnu, for nu kommer problem nr. to. Grabara har haft bolden under kontrol, mister den, og så samler han den op igen. Vi er her helt ude på lovteoretikernes overdrev, og ingen kunne formentlig have forestillet sig sådan en situation. Ikke desto mindre er det sådan, at når målmanden har haft bolden under kontrol og frigivet den, kræver det en berøring fra en anden spiller, før han må tage bolden med hænderne igen. Loven taler ikke om tilfældigheder eller bevidste handlinger på dette punkt.

Så der mangler et indirekte frispark til Lyngby. I virkeligheden kan situationen sidestilles med én, hvor Grabara bare havde tabt bolden, og den var røget fra ham. Det er jo i sagens natur helt ude på overdrevet, at en medspiller helt tilfældigt piller bolden ud af hænderne på ham – men lovmæssigt er der ingen forskel. Hvis nu bolden bare var forsvundet nogenlunde lodret ned, havde man kunnet argumentere for, at det jo ikke var anderledes end en hånddribling (som er tilladt), men halvanden meter er lige voldsomt nok. Så da Grabara samler bolden op igen, burde det have udløst et indirekte frispark.

Loven er jo en mærkelig eller måske snarere meget minutiøs ting. Hvis det nu havde været en modspiller, der havde pillet bolden fra Grabara, havde sagen været klar. Det havde givet et indirekte frispark til målmanden. For når først målmanden har bolden under kontrol, har han seks sekunder til at skille sig af med den, og ingen kan på lovlig vis erobre den fra ham undervejs. Men lige den med medspilleren, som frigør bolden fra målmanden, tror jeg ikke at nogen har haft fantasi til at forestille sig.

Jeg muntrede mig med at følge diverse kommentarspor undervejs efter kampen. Det gør jeg ellers uhyre sjældent, for det bliver jeg bare i dårligt humør af. Men en enkelt kommentar slog på, at en nylig lovændring gav målmanden lov til at tage bolden igen, efter at han havde haft kontrol over den. Den vil jeg godt benytte muligheden for at ramme en tommetyk pæl igennem. Den omtalte ændring gik alene på, at hvis der havde været et forsætligt tilbagespil til målmanden, målmanden virkelig havde forsøgt at cleare bolden med fødderne, men havde kikset, og en modspiller var kommet tæt på, kunne han få lov til at tage bolden med hænderne igen. Ud fra den betragtning, at han jo havde vist sin gode vilje ved at forsøge at sparke bolden væk i første omgang.

Det var en munter weekend, som endnu en gang understreger, at man skal aldrig nogensinde afskrive noget som umuligt. Hvis bare man venter længe nok, kommer tingene. Jeg ventede selv i 30 år, før målsparket direkte i eget mål kom forbi. Selvfølgelig er alt meget lettere i disse tider, hvor vi har alle mulige elektroniske medier til hjælp. Så hurra for det.