Vælg en side

I foråret 2020 lancerede DFU og DBU Breddes en ny fastholdelses- og kompetencepulje målrettet de danske breddedommere. Siden da har den nye pulje finansieret initiativer for omkring 180.000 kroner.

DBU og DFU (Danske Fodbolddommere) lancerede i foråret en”Fastholdelses- og kompetencepulje” (FKP), hvor DBU’s lokalunioner og landets fodbolddommerklubber kan søge midler til kompetenceudvikling og fastholdelse af breddedommere. Den første ansøgningsrunde blev afsluttet i september og i alt blev der uddelt omkring 180.000 kroner til større og mindre tiltag. Henrik Funder er formand for DBU Breddes Breddedommergruppe og medlem af FKP-ledelsen, der behandler ansøgninger til puljemidlerne. Han fortæller, at der blandt andet tildelt midler til et projekt rettet mod fastholdelse af kvindelige breddedommere, der vil blive igangsat, så snart det er muligt i den nuværende corona-situation.  

”Vi har givet penge til forskellige aktiviteter, der spænder bredt. Der er for eksempel fra DBU lokalunioner lavet et tiltag, der har fokus på fastholdelse af kvindelige breddedommere. Her vil man udvikle dommernes kompetencer og arbejde med fastholdelse gennem netværksdannelse. Det skal blandt andet ske gennem deltagelse ved og et særligt fokus på de kvindelige breddedommere ved to forskellige fodboldstævner næste år. Vi glæder os til at følge op på resultaterne”, siger Henrik Funder.

Pengene er givet til aktiviteter, der afvikles både i 2020 og i første del af 2021. I alt er der landet 60 ansøgninger på FKP-ledelsens bord. Der er i alt 400.000 kroner til rådighed i 2020 0g 2021.

Mange spændende initiativer

Leif Plauborg, næstformand i DFU og medlem af Fastholdelses- og Kompetencepuljens udvalg, glæder sig over samarbejdet og perspektiverne i de mange gode forslag. Blandt andet er der blevet afviklet møder, der har klædt dommerne på og givet mulighed for at drøfte en turneringsopstart præget af corona-situationen.

“Vi har haft et godt samarbejde i gruppen og set mange spændende og gode forslag. Desuden har vi set en del ansøgninger i forhold til opstarten her i efteråret, hvor COVID-19 og den lange pause i foråret har været i fokus. Ligeledes har dommerklubber søgt om penge til arrangementer, hvor man for eksempel tager på det lokale Superligastadion, og mødes med for eksempel udvikler, dommerkvartet eller VAR-teamet afhængigt af, hvad de lokale forhold giver mulighed for”, siger Leif Plauborg.

Desværre har de skærpede restriktioner omkring Superligakampe betydet, at en del af disse arrangementer først kan blive afholdt, når der tillades mere end 500 tilskuere til Superligakampe. En del dommerklubber har også modtaget støtte til arrangementer, hvor dommerne får genopfrisket Fodboldloven. FKP-ledelsen består af Leif Plauborg, Henrik Funder, Hans Mogensen og Thomas Christoffersen, og understøttes administrativt af Jakob Bille.

“Vi har haft mange gode drøftelser og et godt samarbejde. Vi glæder os til at se flere spændende ansøgninger både lokalunionerog dommerklubber, og vi ser fortsat meget gerne ansøgninger, hvor dommerklub og lokalunion samarbejder”, slutter Henrik Funder og Leif Plauborg.

Der er frist for ansøgninger til FKP-puljen 1. april og 1. september 2021. Man kan senest forvente svar på sin ansøgning henholdsvis 15. maj og 15. oktober 2021. Der kan ansøges ved at sende en mail til Jakob Bille fra DBU Bredde på jabi@dbujylland.dk

Fakta: Hvilke udgifter kan dækkes af puljen?
FKP kan finansiere samtlige objektive omkostninger ved aktiviteter inden for formålet, herunder eksempelvis:

• Instruktørhonorar og befordring (maks. 3 timer pr. arrangement)
• Omkostninger til oplægsholdere (f.eks. trænere, udviklere, konsulenter m.fl.)
• Lokale-, hal- eller stadionleje
• Hel eller delvis betaling af f.eks. entrebilletter til kampe
• Rimelig forplejning
• Maks. 2 lokale tovholderes befordring