Vælg en side

Jan Carlsen

DBU Diplominstruktør og medlem af DBUs lovgruppe samt klummeskribent

12-09-2020

Der er både truende skyer, trommehvirvler og alt andet over os. VAR får Superliga-debut til aften, og ingen ved bedre end os i dommersektoren, at både gribbe og mere venligsindede fugle sidder parat til at evaluere om et øjeblik. Det har vi for så vidt ingen problemer med, for i dommerverdenen er vi vant til at stå til ansvar for, hvad vi gør – uanset hvor populært det måtte være, og uanset at der begås fejl undervejs. Som bekendt er den eneste måde at undgå fejl, at man aldrig tager hænderne op af lommerne. Vi har fulgt FIFA / IFABs uddannelsesprogram til punkt og prikke (og lidt til) , vi har været på studiebesøg hos lande, der ligner os, Holland og Schweiz, vi har prøvet at lære af de fejl, som vores andre kolleger har gjort ved deres implementering, og vi har fået gode råd og guidance fra FIFA. Så nu må det bare briste eller bære. Det har været et helt karakteristisk træk fra andre lande, som har indført VAR, at det første år har givet en del støj på linjen, mens det andet år straks har været langt bedre. Og stadig holder vi Premier League helt uden for kategori.

Det er værd at bemærke, og det er ikke ligefrem noget, som vi har reklameret med, at Danmark faktisk efter vores oplysninger er det første land worldwide, der implementerer VAR som et big bang – samtlige kampe i øverste liga i ét hug. Andre steder i verden har man muntret sig med forsøg i nogle pokalkampe først, eller kørt VAR gradvist ind med nogle kampe på øverste niveau og stadig taget hensyn til, at alle hold fik lige mange kampe med og uden VAR. Den danske løsning var ikke en beslutning fra dommerside, men en politisk en af slagsen  – men vi møder som altid med fornøjelse udfordringerne i den rækkefølge, som de kommer.

Som det vil fremgå af ovenstående, er der mildest talt rigeligt at gøre lige nu, klokken fem minutter i tolv. Af samme grund bliver klummen nok også lidt kortere end normalt. Men jeg vil nu alligevel forsøge at samle op på et par af de spørgsmål, som jeg er blevet stillet gang på gang, hvor jeg er kommet frem – nemlig kommunikationen mellem VAR-dommeren og banedommeren og hele spørgsmålet om tidsforbruget. Og så vil alle spørgsmål på sædvanlig vis være velkomne, når vi er kommet igang.

Hvis vi starter med kommunikationen mellem VAR-dommer og banedommer, er det vigtigt at få slået fast, at stort set alle kropskontakter på banen bliver vurderet af VAR. Men det sker typisk som et såkaldt ‘silent check’, hvor VAR-dommeren simpelthen lader sine øjne glide ned mod skærmen nedenfor, som kører med tre sekunders forsinkelse. Hermed kan det i langt de fleste tilfælde afklares, om der overhovedet er noget at komme efter. Dette er en helt integreret del af VAR-dommerens arbejde – og er fuldstændig skjult for offentligheden., Af samme grund kan man godt muntre sig over VAR-dommerens påklædning i fuldt kampudstyr – men han er faktisk på hele tiden, uanset at den ydre verden ikke registrerer det.  Det minder mig lidt om de klassiske tegninger fra diverse projektlederkurser, som jeg i mit civile liv har været udsat for, hvor man ser en and stilfærdigt og helt roligt flyde hen over søens overflade, men under overfladen går benene som trommestikker. Ét er overfladen og det indtryk, som man giver udadtil. Noget helt andet, er, hvad der foregår bag kulisserne eller under overfladen.VAR-dommeren er konstant på arbejde, så det er på ingen måde en loppetjans og kræver mindst lige så meget koncentration som hos kollegerne inde på banen. Måske endda mere – det finder vi ud af, når vi har været i gang i et stykke tid.

Men for at vende tilbage til selve kommunikationen, vil den altid gå fra VAR-dommeren til banedommeren. ‘Her er måske noget under opsejling’ og i sidste ende ‘Her er noget, hvor jeg anbefaler et On Field-review’. Kommunikationen vil (næsten) aldrig gå den modsatte vej. Dommeren på banen vil dømme ganske som sædvanlig, som om der ikke var en VAR-dommer påsat – og så kan han eventuelt blive klogere efterfølgende. Igen: glem Premier League (uden tvivl den sætning, som jeg har sagt mest de seneste måneder).

Men der er én undtagelse. Hvis dommeren bag sin ryg registrerer et stort brøl, og der pludselig ligger en spiller på jorden med blodet væltende ud af munden, er det selvfølgelig helt legitimt efter protokollen at bede VAR-dommeren forsøge at finde ud af, hvad pokker der egentlig skete her.

I og med at kommunikationen i hovedreglen går fra VAR-dommeren til banedommeren, er der heller ikke nogen som helst fornuftig grund til, at spillere på banen begynder at vise det berømte VAR-tegn som signal eller appel til, at dette burde dommeren gense. Det skal han nok gøre, hvad han får besked på det. Men VAR-tegnet vist som en appel til dommeren gør ikke andet, end at det indbringer spilleren en af de formentlig mest tåbelige advarsler, som man overhovedet kan løbe ind i – ganske som når spillere står og peger op på storskærmen. 

Et andet hyppigt rejst punkt er spørgsmålet om spild af tid. VAR er jo – i hvert fald efter rygterne og den almindelige folkeopfattelse – en tidsrøver af dimensioner. Jo, bevares – hvis dommeren skal ud at se på en skærm og træffe en beslutning, tager det i sagens natur sin tid. Nogle – eller rettere sagt mange – har spurgt efter en tidsgrænse for længden på et VAR-review i fuld offentlighed. Og det er egentlig relativt simpelt- der er ikke nogen. Hvis mesterskabet eller nedrykningen skal placeres korrekt, kan vi altså godt bruge 30 sekunder ekstra på at finde ud af op og ned.  Eller sagt med andre ord (protokollens): den rigtige afgørelse er vigtigere end den tid, der går med at finde frem til den. Dermed på ingen måde sagt, at man skal stræbe efter rekorden fra Bundesligaen, som vist er omkring otte minutter på et review. Men hvis de sidste 30 sekunder er dem, der gør, at man finder den rigtige vinkel, der giver beviset, er jeg sikker på, at alle vil have forståelse for, at det er det rigtige at gøre.

Problemet er naturligvis tidens relativitet.  Som jeg plejer at sige, føles 30 sekunder hos kæresten altså uendelig meget kortere end 30 sekunder hos tandlægen (og i den anledning undskyld til nogle af mine gode tandlæge-bekendte).. Og når alle står og venter på en afgørelse: mål eller ej, straffespark eller ej, rødt kort eller ej, er samtlige sanser i alarmberedskab, og tiden føles ufattelig lang.  Vi kommer, afhængig af de tekniske muligheder fra stadion til stadion, til at gøre meget ud af at informere på storskærm, hvad der egentlig foregår – og hvad der overvejes. Vi vil i Danmark have gennemskuelighed og ikke bare en sort boks som i Premier League (dér var den igen).     

Men der er lige et interessant punkt omkring tidsforbruget, og dene statistik plejer at få folk op af stolene, hvor jeg har været fremme. Tallene er fra VM i Rusland 3018, så de er officielle nok. Som gode gamle Mark Twain sagde, er der tre slags løgn: nemlig løgn, forbandet løgn og statistik. Men disse tal tør jeg nu godt tro på, eftersom jeg selv har været med en stor del af vejen. Bemærkelsesværdigt nok har det været et helt gennemgående træk hos de lande, som har indført VAR, at der er ét OFR (On Field-Review) pr. sådan cirka tre kampe. så det er altså ikke noget¸der i den forstand ødelægger kampens flow eller optræder uafbrudt

Tallene fra VM i Rusland viser, at VAR så langt fra var den største tidsrøver, når man ser på, hvad der snuppede noget fra den effektive spilletid. Tallene placerer faktisk VAR nede på en ottendeplads, når man tager alt i betragtning. Alt selvfølgelig udregnet ud fra en gennemsnitsbetragtning  (ét review pr. tre kampe). Men for at starte fra toppen stjal begåede frispark 8 minutter og 22 sskunder i gennemsnit. Og så kan vi ellers bevæge os nedad i rangordenen – indkast (og ikke et ord om Horsens, selv om bemærkningen uden undtagelse altid er kommet fra salen på mine møder i vores forberedelsesfase), målspark, skadessituationer, hjørnespark, tildeling af gule eller røde kort, scoringsjubel.

Og så rammer vi endelig VAR-reviews. På en ottendeplads. 25 sekunder pr. kamp ud fra en gennemsnitlig betragtning. Vi er tilbage ved kæresten og tandlægen  Det føles uden tvivl længere, når man bare venter og venter. Men objektivt set er det altså ikke VAR, der stjæler tiden – det føles bare uendelig meget længere, når man venter på en afgørelse, der kan betyder liv eller død (i overført betydning).

Lige om et øjeblik er vi klogere på VAR i Danmark – og tøv endelig ikke med at skrive. Jeg vil på ingen måde påstå, at kunderne i denne sag altid har ret – men de har i hvert fald en mening, som bliver yderst værdsat i vores videre arbejde.  Og med dette blot et ‘Velkommen til fagre nye verden’. Om nogle måneder er vi alle meget klogere.