Vælg en side

DFU og DBU Bredde har indgået en række aftaler for at styrke vilkårene for de danske breddedommere.

Blandt andet skal en ny Fastholdelses- og Kompetencepulje give breddedommenrne et fagligt og socialt løft.

Dansk Fodbolddommer Union (DFU) og Dansk Boldspil-Union Bredde (DBU Bredde) er nået til enighed om en række aftaler, der skal styrke vilkårene for de danske breddedommere. Aftalerne har udmøntet sig i klare retningslinjer vedrørende påsætning af dommere og DBU Bredde har finansieret en ny Fastholdelses- og Kompetencepulje (FKP) pa 250.000 kroner årligt til faglige og sociale arrangementer.

»Hver weekend bidrager de danske fodbolddommere med at få afviklet mange tusinde kampe. Derfor er det vigtigt med klare retningslinjer på dommerområdet, så den enkelte dommer kun skal koncentrere sig om at dømme fodbold. Med de nye aftaler sikrer vi, at alt fra bestilling af dommere til betaling af omkostningsgodtgørelse sker automatisk gennem DBU Bredde”, siger Bent Clausen, medlem af DBU Breddes bestyrelse.

 

Socialt og fagligt løft

Som et led i aftalerne vil DBU Bredde opfordre til, at flere dommere melder sig ind i en dommerklub, ligesom DFU og dommerklubberne vil opfordre til, at alle dommere udover DFUlogoet benytter DBU-logoet på deres dommerdragt. En fælles arbejdsgruppe skal kigge på, hvordan dette udmøntes i praksis. Hos DFU glæder man sig særligt over FKP-aftalen, som skal bidrage til at styrke breddedommerne fagligt og socialt.

»Vi er glade for den balancerede aftale og det øgede samarbejde mellem dommerklubberne og DBU Bredde. Vi giver hermed de erfarne breddedommere et fagligt og socialt løft. Denne store gruppe dommere er uundværlig i Dansk Fodbold. Med FKP-aftalen anerkender vi deres indsats — og giver dommerne øgede muligheder for at udvikle sig til gavn for dansk fodbold”, siger Tore Østergaard, formand for DFU.

Målgruppen for FKP-puljen er erfarne breddedommere i Danmark og sigter særligt på samarbejder mellem dommerklubber og lokalunioner, da begge parter ønsker at øge dialogen mellem DFU og DBU Bredde med henblik på at sikre det nødvendige antal dommere Danmark, da der i alle landsdele er mangel på uddannede fodbolddommere.

De formelle aftaler mellem DFU og DBU Bredde blev indgået i februar 2020, men blandt andet på grund af corona-situationen har implementeringen måttet vente til efteråret.

Fakta om FKP-puljen

FKP-puljen på 250.000 kroner er finansieret af DBU Bredde. Dommerklubber og lokalunioner kan søge om midler til arrangementer to gange årligt. FKP-ledelsen består af Leif Plauborg og Thomas Christoffersen fra DFU og Henrik Funder og Hans Mogensen fra DBU Bredde.

Spørgsmål til pressemeddelelsen kan rettes til Bent Clausen på 40283746 og Tore @stergaard på 42633467.

Hent pressemeddelelsen som pdf: PRM-Ny-pulje-skal-give-et-løft-til-breddedommerne