Vælg en side

Tore Østergaard

Formand for Danske Fodbolddommere

01-09-2020

Bestyrelsen meddelte i august, den ikke kan fortsætte sit arbejde i DFU. Årsagen var, at 7 dommerklubber åbent meldte ud, at de ikke ville love at følge de demokratiske afgørelser i DFU, medmindre de fik ret. Alvoren og udfordringen heri er tydeligt og problemerne i den adfærd kunne fylde hele nyhedsbrevet. Det undlader jeg. På DFUs facebookside debatteres det flittigt – og heldigvis tager næsten alle afstand fra den tilgang.

 Hvad har skabt denne situation – og betyder det noget for dommerne? Eller er det bare politik?

 Det betyder afgjort noget for dommerne – og kan komme til at betyde endnu mere. Det handler ikke ”kun” om en kommende tøjpartner – men i højere grad om hele forståelsen af DFUs rolle og hvordan DFU gør det bedste og rigtige for alle dommerne – og dermed også for Dansk fodbold.

 Dette nyhedsbrev gennemgår, hvordan DFU, bestyrelsen og dommerklubberne arbejder – både internt og i relation til DBU. Hvor langt er vi kommet – og hvad står vi foran nu?

 Det kræver lidt at besvare de spørgsmål – og derfor er dette nyhedsbrev længere end normalt. Jeg håber, du vil finde indholdet både spændende og oplysende.

 Kritikken fra de 7 dommerklubber går på, at DFU ikke er samarbejdsorienteret og læggende afstand til DBU. De 7 dommerklubber anfører, at en anden (læs mindre markant) tilgang vil være bedre for dommerne. Bestyrelsen og et flertal af landet dommerklubber er ikke enige – hverken i kritikken eller kravet om en anden tilgang. Og så kom udmeldingen om ikke nødvendigvis at ville følge demokratiet. DFUs udfordringerne handler således om forståelsen af samspillet med DBU.

Hvad er målet – og hvad kræver det?

Der skal være en kompetent, motiveret og frisk dommer til alle fodboldkampe i Danmark, hvor klubberne ønsker en neutral og uddannet dommer. VI oplever, vi er helt enige med DBU om dette.

At sikre dommere nok – og at disse er dygtige nok – kræver så en lang række tiltag, systemer, organisering, logistik, kommunikation, uddannelse og ledelse. Og først og fremmest kræver det, at dommerne oplever dommergerningen motiverende, spændende, udviklende, anerkendende, meningsfyldt og sikkert. Ellers finder de en anden hobby.

DBU har ledelsesretten

Vi har aftalt med DBU, at DBU har ledelsesretten. Det er logisk og rigtigt, for DBU er jo turneringsejer, ligesom DBU via bl.a. bestemmelser i UEFA er ansvarlig for at uddanne dommere.

At have ledelsesretten betyder ikke, man så kan gøre, som man vil. Det kan ingen ledelser i Danmark. Vi er et velorganiseret demokratisk samfund. Generelt afgrænses ledelsesretten af lovgivning, nationale aftaler mellem ledelsen og de, der udfører arbejdet samt lokale aftaler, enten i en afdeling eller i den lokale organisation / virksomhed.

I forhold til fodbolddommerne er det præcis det samme. Der er ikke særskilte love for fodboldvirksomhed i DK, men DBU skal naturligvis overholde alle de love, der gælder generelt – og det gør DBU helt naturligt.

Uden et DFU ville DBU så herfra kunne praktisere ledelsesretten, som man vil – uden modspil, uden feedback, uden faglige forslag, uden involvering af dommerne. En sådan situation vil have stor betydning for dommerne – og næppe føre os mod det fælles mål om nok gode motiverede dommere. Vi oplever også, DBU ikke ønsker en sådan situation, men ønsker dommerne er organiseret i DFU. Men helt naturligt ønsker DBU ikke nødvendigvis vores holdninger og tilgang i alle sager og forhold. DFU har forventninger til DBUs ledelse – helt naturligt, og vi bliver glade og tilfredse, når forventninger opfyldes – og skuffede og måske endda utilfredse, når de ikke opfyldes. Den store udfordring er at skabe balance og konstruktive løsninger, så vi sammen når målet – nok glade og dygtige dommere.

Rammeaftaler

 For 7 år siden, da jeg startede mit arbejde for DFU stod vi i den situation, at den hidtidige samarbejdsaftale var opsagt af DBU – og ikke erstattet af en ny. Der var en meget minimalistisk erklæring om at samarbejde, men intet andet. Der var eks ikke en omkostnings- og honoraraftale på det tidspunkt. Og begrundet i en forudgående konflikt var dialogen mellem DBU og DFU nærmest ikke eksisterende. Reelt stod vi i situationen, hvor der ingen rammeaftaler for dommerne var – og dermed heller ikke nogen enighed mellem DBU og DFU om, hvad der skulle til og være godt for at nå det fælles mål. Det kunne have kostet rigtig mange dommere, hvad ingen jo har fordel af.

Hvis Fodbolddommernes vilkår i Danmark således skulle sikres fremadrettet måtte helt nye tiltag gøres. 

DFUs tilgang var enkel:

  • Etablering af nationale rammeaftaler, der dels sætter rammer for DBUs ledelse af dommerne, dels sikrer dommerne visse rettigheder og dermed skaber tryghed
  • Størst muligt lokalt samarbejde mellem den enkelte dommerklub og lokalunionen. Herved ville det helt nødvendige nærhedsprincip komme i højsædet – og den enkelte dommer kan gennem sin dommerklub få indflydelse på de forhold, der er lokalt.

Nationale rammeaftaler er afgørende og vigtige. Uden dem vil hver enkel dommerklub og lokalunion jo kunne lave alle mulige tiltag i alle retninger – og en samlet fælles tilgang til at nå målet ville gå tabt. Lidt populært sagt kunne det blive det ”vilde vesten”.

Derfor gik bestyrelsen i gang med at forhandle og senere implementere rammeaftaler nationalt. Det har vi arbejdet med siden – men også konstant opfordret til mere lokal forankret samarbejde mellem dommerklubberne og lokalunionerne. Det skrev vi meget udtrykkeligt i Udmøntningsnotatet, der samlede vores første ramme aftaler, og vi har holdt fast i det siden. Men det er afgjort forskelligt, hvor godt det er lykkedes rundt om i landet. Men det er forkert entydigt at give en part skylden, hvor det ikke er lykkedes, alle parter må tage medansvar for det, ligesom vi alle tager medansvar for succes’erne.

Det tager lang tid at lave rammeaftaler – af mange grunde. Har vi for få eller uklare rammer får vi sager og uenigheder. Det har vi oplevet for år siden om eks. kamppåsætningen. Men generelt var det for år siden langt sværere for både DBU og DFU. For vi havde ikke rammerne på plads – og derfor nærmest gik vi fra udfordrende sag og uenighed til den næste. At finde løsninger på disse var ofte svært – men omvendt var der mange præcise drøftelser, der langsomt men sikkert skabte større og større forståelse for hinandens tilgange, prioriteter og ønsker. Selvsagt blev der i disse situationer kommunikeret meget – og ind i mellem også skarpt og præcist. Det gode herved var, at standpunkterne var kendte.

Det førte til flere og flere rammeaftaler. Aftaler, vi i dag tager helt naturlige og slet ikke tror, kan være anderledes. Men det kan de, hvis ikke dialogen og samarbejdet fortsætter. Et eksempel herpå er aftalen om honorering ved stævner. Flere års drøftelser er nu afløst af en rammeaftale, der bare virker – og som stadig respekterer ledelsesretten og giver ledelsen mulighed for lokale løsninger.

For få rammeaftaler fører således til uenighed og i værste fald konflikter. For mange rammeaftaler binder ledelsen og hindrer handlefrihed, ligesom det kan begrænse de lokale samarbejdsmuligheder eller tilpasninger.

Derfor tager det tid at udarbejde rammeaftalerne – og de skal altid hele vejen igennem det demokratiske system – hos DBU i lokalunionerne og hos DFU i dommerklubberne.

DFU har derfor gennem årene også øget sin interne dialog betydeligt. Bl.a. Workshops, månedlige formandskonferencer, nyhedsbreve til dommerklubbernes bestyrelser og informationsdeling via Dropboks er indført.

Jeg og bestyrelsen i DFU vurderer, vi her i 2020 grundlæggende er på plads med rammeaftalerne – og vi oplever også en langt lettere og mere konstruktiv dialog med DBU – fordi så meget er velaftalt.

 Mulighederne lokalt for et endnu bedre samarbejde med DBUs lokalunionerne har derfor heller aldrig været bedre. Når den nationale ramme er kendt – og ikke for stram og snærende, så bliver det en afklarende og motiverende ramme.

Vil vi fremover undgå sager og uenigheder med DBU om konkrete situationer? Nej, det tor jeg ikke. Men der er i dag en god og sikker ramme med aftalt procesform og dialog. Jeg er sikker på, det vil sikre, sager løses langt lettere – og ikke mindst hurtigere. Jeg synes, vi allerede har oplevet det flere gange.

I ”Formanden har ordet oktober”, vil jeg gennemgå nogle af de væsentligste rammeaftaler – og hvad de betyder både lokalt og for den enkelte dommer.

Det er mit håb, DFUs dommerklubber igen vil samles og fælles arbejde videre. Et arbejde, der kræver, de nationale rammer konstant evalueres og tilpasses – og hvor det lokale dommerfaglige samarbejde udvikles yderligere. Der er ingen grund til, DFU fælles ikke kan lykkes med det.

Tore