Vælg en side

DFUs bestyrelse har i dag meddelt, at Bestyrelsen går af efter DFUs delegeretmøde i november.

 

 
 
 
Bestyrelsen begrunder ophøret med den seneste tids udfordringer i DFU i forhold til især kommende tøjpartner og DFUs strategiske retning, hvor det ikke er lykkedes at samle dommerklubberne i den enighed, der normalt kendetegner DFU.
 
Der har i sommers været afholdt ekstraordinært delegeretmøde med samme temaer, ligesom både bestyrelse og dommerklubber har deltaget i mundtlige og skriftlige drøftelser.
 
Bestyrelsen vil varetage bestyrelsesopgaverne indtil da, idet visse opgaver dog vil blive udsat til den nye bestyrelse tiltræder.
 
 
DFUs formand Tore Østergaard udtaler:
” Vi meddeler vores beslutning allerede nu for at give de delegerede fornuftig tid til at finde en ny stærk og kompetent bestyrelse. Det er afgørende for de danske dommeres forhold og vilkår, der er en bred enighed og opbakning i dommerklubberne til DFUs strategi, indsatser og fokusområder. 
 
Det har været en ære for bestyrelsen at varetage alle danske fodbolddommeres interesser – for nogle i bestyrelsen i mere end 15 år, for mit eget vedkommende i 5 år. 
 
Sammen med dommerklubberne, DBU, DGI og Dansk Firmaidræt har vi sikret balancerede aftaler til gavn for både dommerne og fodbolden. Det er mit håb, dommerklubberne igen vil samle sig efter delegeretmødet og fortsætte denne udvikling.”
 
DFU afholder delegeretmøde den 14. november på Fyn, hvor der således skal vælges en samlet ny bestyrelse.