Vælg en side

Jan Carlsen

DBU Diplominstruktør og medlem af DBUs lovgruppe samt klummeskribent

14-12-2019

Vi kan også i Danmark

Det er, som om de tricky lovsituationer, som det normalt ville kræve stor fantasi og dyb koncentration at fabulere sig frem til, bare kommer af sig selv i øjeblikket. I sidste uge var det situationen fra Real Madrid – PSG med direkte frispark kontra straffespark, gult kort kontra rødt kort ved berøven af oplagt scoringsmulighed – og i sidste ende alligevel ingen af delene, fordi VAR spottede, hvad nogen opfattede som en klar og åbenlys dommerfejl oppe på midten, der i stedet gav frispark den modsatte vej. I forløbne weekend gav kampen mellem SønderjyskE og Esbjerg en dansk pendant, som ikke lader den meget tilbage. Den kommer jeg til om lidt.

Men først skal jeg lige have hægtet en fodnote på sidste uges klumme, hvor jeg blev en tak for indforstået. En læser har fuldt forståeligt spurgt mig, hvad DOGSO egentlig står for – og det burde selvfølgelig have haft et par forklarende ord med på vejen, så der ikke gik for meget fagnørd i den. DOGSO er den hurtige udgave af ‘Denying an Obvious Goal-Scoring Opportunity’ – altså berøve en oplagt scoringsmulighed. Det er simpelthen blevet så indarbejdet i fagsproget, også hvor vi bevæger os internationalt, og har flere fordele, bl.a. at man ikke behøver trække ekstra luft ind, før man begynder på sætningen. Og mens vi lige er i gang, så lad os tage den anden standardforkortelse, som også ligger godt på tungen, nemlig SPA (‘Stopping a Promising Attack’) – bremse et lovende angreb, som er en forseelse til advarsel. Men stor tak til læseren for lige at få mig op til overfladen her.

Og så til SønderjyskE. Det er udvisningen af Esbjergs Anyembe, der er interessant. Der bliver slået en aflevering ind fra linjedommerens side, og lige uden for målfeltet står SønderjyskEs Dovbyk i ganske fri position parat til at kunne ekspedere den bold i kassen. Det vil sige – så fri er han nu heller ikke, for han har Anyembe tæt bag sig, og Anyembe holder ham tydeligt, mens bolden er på vej tværs over banen mod dem. Det ligner ved første øjekast et straffespark og et rødt kort for DOGSO – ingen rabatmulighed for gult, fordi bolden ikke søges spillet.

Men efterfølgende TV-billeder synes at vise, at Dovbyk er i offside-position, da bolden spilles mod ham. Og så begynder det at blive interessant. Nu har vi to mulige forseelser, nemlig dels en offside og dels en holde-situation. I så fald skal man dømme den af dem, som indtræffer først. Det er jo ikke i sig selv ulovligt at befinde sig i en offside-position – det kan man sådan set gøre i 90 minutter, hvis man har lyst til det, bare man ikke foretager sig yderligere – så spørgsmålet er, om Dovbyk i første omgang skal straffes for sin offside-position. De to af mulighederne kan vi hurtigt eliminere, nemlig ‘at indvirke på spillet’ og ‘at opnå en fordel’, for de kræver, at man rører bolden (med en enkelt undtagelse, men den er ikke relevant her). Tilbage står ‘at genere en modspiller’. Det kan man gøre på mange måder – men det forudsætter under alle omstændigheder, at bolden er i nærheden. I den givne situation synes jeg snarere, at det i første omgang er Anyembe, der lader sig genere, snarere end at det er Dovbyk, der generer ham. Så med den konklusion er offsiden ikke strafbar, og Dovbyk gør intet forkert. Tilbage står Anyembes holde-forseelse, som indtræffer, før Dovbyk eventuelt bliver strafbar. Så straffesparket er korrekt nok.

Næste trin er så udvisningen. Har Anyembe ved sin handling berøvet Dovbyk en oplagt scoringsmulighed ?  Hvis bolden var kommet frem til Dovbyk, og han havde rørt den – hvad man må formode er nødvendigt for at have den oplagte scoringsmulighed, havde han skullet straffes for offside (for at indvirke på spillet). Og der havde dermed ikke været nogen scoringsmulighed. Med andre ord er straffesparket korrekt, men udvisningen forkert (hvis vi vel at mærke er overbevist af TV-billederne om, at Dovbyk er i offside-position, da afleveringen falder). Så kunne man altid overveje at udskifte det røde kort med et gult for usportslig opførsel, for det er der under alle omstændigheder tale om. Anyembe bekymrer sig næppe om offside-position eller ej, da han tager sit solide greb i Dovbyk.

For at det ikke skal være løgn, er der faktisk et lag mere i situationen. På afleveringens vej over mod de to er der inde i straffesparksfeltet en Esbjerg-spiller, der forsøger at blokere bolden. Det er umuligt på TV-billederne at afgøre, om han rører den eller ej – men det ser i hvert fald ikke ud til, at bolden ændrer retning. Og var den blevet rørt i Esbjerg-spillerens klare forsøg på en blokering, havde offsiden været ophævet og Dovbyk en fri mand, fordi bolden nu sidst var rørt af en forsvarer, og det hverken var en tilfældig berøring eller en redning. I så fald havde straffesparket og udvisningen været korrekt igen. Så det er marginaler, der afgør, om vi skal ned på den ene eller anden side af hegnet – men lovbogen tager faktisk højde for det hele (dette var lige et reklamespot).

Lad os komme hen til noget lidt mere jordnært. En læser – tidligere dommer – har bemærket, at kommentatorer ofte er efter linjedommerne for at være for passive. Hvordan er det egentlig med linjedommerinstruktion nu om stunder – for læseren husker som linjedommer at have mødt to yderpunkter af dommere: ‘Der var dommere som gerne så vi markerede for oplagte frispark. MEN der var også utroligt arrogante dommere, som mente, at vi var for dumme til at kunne se en strafbar handling, og vores eneste opgave var at markere om bolden var ude over sidelinjen. Han mente selv at han så alt hvad der foregik på banen, og at vi så bare skulle blande os udenom.’

Jeg kan også godt fra min aktive såkaldte karriere huske begge typer – der var heldigvis flest af dem, der meget gerne ville have hjælp (men selvfølgelig stadig selv med det sidste ord, som loven foreskriver det), men der var også enkelte typer, hvor man, når fik tilsigelsen, tænkte ‘Åh, nej…’. I løbet af min aktive tid forsvandt de heldigvis nærmest fra jordens overflade – men man kunne alligevel godt blive mindet om det en gang imellem, når vi f.eks. havde vundet en dommerudstationeret i København  fra specielt det sydeuropæiske, hvor dommer / linjedommer-kulturen dengang var en ganske anden. De skulle i reglen nok selv klare paragrafferne, for det var dem, der var chefen. Til gengæld var det sjovt at opleve dem i den modsatte rolle, når de fik stukket et flag i hånden (for dengang fungerede man også på topniveau herhjemme som begge dele). Først stirrede de vantro og med alle tegn på væmmelse på flaget, som om det var giftigt eller smitsomt – og dernæst vidste de dårlig nok, hvilken ende, de skulle holde i. Så mange år siden var det, at de havde prøvet det sidst derhjemme.

Kulturen nu er heldigvis sådan – både herhjemme og i udlandet, efterhånden som linjedommerjobbet er blevet et højt specialiseret håndværk – at det er helt underordnet, hvem der træffer beslutningen, bare man lander det rigtige sted på bundlinjen. Der findes en autoriseret linjedommerinstruktion til samarbejdet (den står faktisk i fodboldloven, i den nyeste udgave på side 80 til 91 – kan findes på DBUs hjemmeside), og selvfølgelig kan der være mindre afvigelser fra den ene dommer til den anden (og man kan naturligvis også komme ud i, at den ene linjedommer er rutineret, mens den anden er debutant, og så kalder det på lidt differentiering). Men i det store og hele kører tingene efter de samme principper – og hvor alle hjælper alle.

Når linjedommerne nogle gange set udefra opfattes som passive, kan det også skyldes et par andre ting. For det første, at offside-reglen nu om stunder er sådan indrettet, at linjedommeren skal vente med flaget, indtil han er helt sikker på, at vedkommende spiller er strafbar offside (og at der ikke kommer en medspiller ræsende fra onside-position og snupper bolden). I VAR-kampe er det en del af systemet, at linjedommeren også afventer ved snævre offside-positioner (det skal jeg nok komme ind på en anden gang). Og endelig vinker linjedommerne nu om stunder færre frispark end tidligere – ikke fordi de er passive, men fordi meget i topfodbold klares via headset-kommunikationen. Faktisk er det en trend, at flaget primært bruges, når det handler om forseelser i linjedommerens umiddelbare nærhed, hvor det ville se tudetosset ud for alle, hvis han ikke vinkede.

Med ugen her er vi kommet igennem gruppespillet i de store europæiske turneringer. Superligaen lukker som det sidste i Danmark ned efter weekenden – og jeg vil følge dens eksempel og efter et hektisk efterår tage et par uger væk fra blokken. Jeg er tilbage med noget nyt lørdag den 4, januar, så dette bliver min sidste chance for at ønske alle læsere en rigtig glædelig jul og et godt 2020 – forhåbentlig med en masse spændende fodbold. Vi skal videre med VAR, der kommer et EM med dansk deltagelse – det skal nok blive muntert.