Jan Carlsen

DBU Diplominstruktør og medlem af DBUs lovgruppe samt klummeskribent

05-10-2019

Tilbage på barrikaderne

Så er jeg hjemme på barrikaderne igen efter et par ugers fravær – det var en yderst fin og kort sommerferie kombineret med arbejde. Men tingene har da ikke stået stille imedens, kan jeg konstatere. Så denne klumme bliver en opsamling på nogle af de ting, som jeg selv har observeret, eller som læsere har gjort mig opmærksom på. I det hele taget – nu som tidligere – vil jeg igen gøre opmærksom på, at alle henvendelser om spændende, interessante eller utraditionelle situationer er yderst velkomne, for selv om jeg prøver at følge så meget med, som jeg kan, har jeg i disse højteknologiske tider ikke en jordisk chance for at følge med i al den fodbold, der triller over skærmen. Med de nostalgiske briller på mindes jeg dengang, hvor der var en enkelt fodboldkamp om ugen (højst). Hvis man var heldig, var den i farver – og hvis man endnu mere heldig, var den live. Det kunne man så glæde sig til i en hel uge. Jeg begræder på ingen måde tingenes udvikling – men bare for at understrege, at enhver hjælp og ethvert hint om noget muligt interessant er ualmindelig værdsat. Via internettet er det heldigvis for det meste muligt at få at få fremsøgt situationerne, selv om man ikke har fået set dem live.    

En læser har gjort mig opmærksom på en yderst interessant situation fra Premier League -opgøret mellem  Manchester United og Arsenal, nemlig Arsenals udlignende mål efter en VAR-afgørelse.  Aubameyang bliver spillet fri og sender bolden i mål – men så kommer flaget for offside. Den langsomme gengivelse viser klart og tydeligt, at Maguire ophæver offsiden med en halv meter eller så – det er to spillere i modsatrettede bevægelser, enhver linjedommers skræk – hvorefter dommeren anerkender målet. Læseren husker det mål, som Danmark blev snydt for ved sommerens U/21-slutrunde i den sidste kamp mod Serbien, hvor linjedommeren var for hurtig på flaget – den langsomme gengivelse viste, at der klart ikke var offside – men dommeren fløjtede den, før bolden gik i mål. Der er mange ting i den danske situation, som går direkte imod VAR-regulativet (som jeg har fornøjelsen af at grave mig ned i lige nu – snart er det vores tur herhjemme). Linjedommeren skulle have ventet med at vinke, til situationen var afklaret på den ene eller anden måde, og når først der var fløjtet, var der ingen grund til at lave et VAR-review – men det er en historie for sig. Læseren spørger så, hvorfor de to afgørelser bliver forskellige, og om der er lavet noget om ?

Forskellen på sommerens situation og den i Manchester er, at ved U/21 nåede dommeren ulykkeligvis at fløjte, før bolden havde passeret linjen – og så kan man selvfølgelig ikke spole situationen tilbage, selv om offsiden skulle vise sig at være forkert. Det er lige akkurat derfor, at linjedommeren i den bedste af alle verdener og under VAR-regulativet forsinker sit flag. I Manchester går det hele så hurtigt, at dommeren først får fløjtet for offsiden, da bolden ligger i mål – og dermed er det også muligt at dømme målet i stedet for offsiden, fordi spillet ikke har været afbrudt, før bolden krydsede linjen. Det er de små detaljer, som vi har fat i – men nok så væsentlige. Hvis der er fløjtet, før bolden går i mål, kan der aldrig dømmes mål, selv om grunden til afbrydelsen måtte vise sig at være forkert. Så skal bolden falde (til en spiller fra det hold, som sidst rørte den – medmindre vi er i straffesparksfeltet, for så bliver det målmanden, der får fornøjelsen).

Og så har der minsandten også været spillet pokalfodbold, mens jeg nød nogle mere menneskelige temperaturer nede i Kroatien, og specielt en episode mellem VSK og AGF (en kamp, som lidt sensationelt gik i forlænget spilletid) gav nogle skvulp efterfølgende. Dommeren forlod banen før den forlængede spilletids start, angiveligt for at checke reglerne omkring udskiftninger.  Det kan man mene om, hvad man vil, og i den ideelle verden har man selvfølgelig læst op på turneringsreglementer osv., før vi kommer dertil, men i sandhedens interesse er det altså lidt af en jungle at holde styr på alle særbestemmelserne. Til en UEFA-kamp læser jeg altid selv op en ekstra gang for ikke at blive fanget på det forkerte ben, for der er simpelthen så mange forskellige varianter i de forskellige turneringer, at det nærmest er til at blive rundtosset af.      

Ved forlænget spilletid bliver holdene som følge af en af sidste års lovændringer tildelt en ekstra udskiftning, hvis det vel at mærke fremgår af turneringsreglementet, og det gør det i Danmark. Det kildne spørgsmål er, om ikke-brugte udskiftninger kan overføres. Hvis et hold kun havde brugt to af tre mulige udskiftninger i ordinær tid, ville de så have én (den ekstra) eller to  (den ekstra plus den ikke-udnyttede) tilbage til den forlængede spilletid ?  Og svaret er det sidste: man kan overføre ikke-udnyttede udskiftninger. Turneringsreglementet giver  i forvejen mulighed for tre udskiftninger, så de bliver ikke berørt af, at man får en ekstra. Uanset det kunstneriske indtryk synes jeg, at det under alle omstændigheder var yderst prisværdigt, at man landede det rigtige sted, og at det i praksis var muligt at søge hjælp, for året er ikke langt nok til, at vi kan spille alle kampene to gange i tilfælde af protester.  Nogle af os husker stadig med skræk og gru pokalkampen mellem HIK og Silkeborg sidste år, hvor straffesparkskonkurrencen blev afviklet efter ABBA-princippet i stil med det kendte tie-break fra tennis (én til A, to til B, to til A osv.)¸ som på det tidspunkt kun var en forsøgsordning og på ingen måde indført i Danmark. Efterfølgende er muligheden i øvrigt blevet skrottet, da den ikke gav nogen påviselig forskel i praksis. Idéen var jo ellers at fordele presset på spillerne, så det ikke altid lå på den sidst sparkende.   

Til gengæld løb vi desværre ind i en ny kamp mellem Næstved og Viborg, da en Næstved-spiller modtog to gule kort uden at blive udvist. Det er selvfølgelig en klokkeklar fejl – og guderne må vide, hvordan det kan ske, når alle i dommerteamet noterer numre på de spillere, som har fået tildelt kort, men det er en sag for sig. Det er på ingen måde første gang i verdenshistorien, at det sker – dog med forskellige mere eller mindre spektakulære varianter, og man må sige at dommerne her er i godt selskab. Den engelske topdommer Graham Poll præsterede ved et EM at få vist samme kroatiske spiller tre gule kort (men i tredje omgang røg spilleren dog trods alt også ud), og fra de hjemlige breddegrader erindrer jeg et tilfælde på divisionsniveau, hvor en tvilling tog det andet gule kort for sin bror, som havde et i forvejen..  

Ingen tvivl om, at vi i Næstved-kampen har en objektiv dommerfejl og forkert anvendelse af fodboldloven. Så langt, så skidt – og derefter er dommeren ude af billedet efter principperne om adskillelsen af den lovgivende, udøvende og dømmende magt.. Der nedlægges protest, og så kommer Disciplinærinstansen ind og skal vurdere, om denne fejldom har haft væsentlig indflydelse på kampens resultat. Hvis ja, lander vi typisk i en ny kamp som her, og det har man altså vurderet, uanset at Næstved kun var en spiller for meget på banen i et minuts penge.  Men det er i det mindste helt klare linjer. Ingen ved jo, hvad der kunne være sket i det ene minut 11 mod 10.

En helt anden historie – og nu forlader jeg fodboldloven og går over i moraliteterne – er så, om den pågældende spiller virkelig har været i god tro. Vis mig den fodboldspiller, som ikke ved, at to gule kort er lig med et rødt. Det ville på et eller andet niveau have klædt ham at gøre opmærksom på det i stedet for at tænke, at det går nok. Det gjorde det så ikke – og vil aldrig gøre det med den mediebevågenhed, der er på kampene på dette niveau. Resultatet er under alle omstændigheder, at man skal på den igen i Næstved.