Vælg en side

 

 

Tore Østergaard

Formand for Danske Fodbolddommere

01-09-2019

Formanden har ordet september 2019

Fodbolden ruller nu igen på alle niveauer. Det er skønt! Det er også tydeligt på de sociale medier, hvor der jubles, drilles, fejres og sukkes. Helt naturligt omtales dommerne også. Ikke ret tit med roser, når man synes, dommeren har været god, men man er ofte hurtigt ude med kritik, hvis man ikke synes, det var så godt. Dommerne ved, de på den måde er offentlige personer, uanset om vi taler den lokale række eller superligaen. Men der må og skal nu være fornuft og respekt i det, der foregår!

 På Facebook kunne man for nogle uger siden læse fra en træner, at hans hold havde tabt. Han lagde heller ikke skjul på, at han var blevet bortvist. Der hvor kæden hopper af er, at han angreb dommeren med en sprogbrug, aggression, urimeligheder og personlige æreskrænkende udtalelser, der går så meget over stregen, at det ganske enkelt ikke hører hjemme nogen steder! Og han gjorde det i mere end et indlæg. Dommeren er 18 år gammel! Dommerklubben reagerede til lokalunionen – og strafudmålingen blev 4 kampe – og en henvisning til retssystemet i forhold til det æreskrænkende.  I DFU vurderer vi p.t. om vi sammen med dommeren vil lægge sag an – af mange principielle grunde bør vi gøre det!

Trænerens klub tager i skrivelse afstand fra trænerens indlæg – men vil ikke gøre noget ved det i øvrigt. For mig uansvarlig ledelse! Dommerklubben har derfor bedt klubben redegøre for, hvorledes klubben vil sikre, ingen andre dommere udsættes for tilsvarende. Det er en forudsætning for at dommere trygt kan dømme i klubben.

Denne sag er så grov, at det givetvis er strafbart, hvad træneren har gjort. Men i det hele taget bør alle tænke i etik og rimelighed, når man ytrer sig på Facebook eller andre sociale medier. Det er nemt at side hjemme og kalde andre idioter og det, der er langt værre. Men hvad er formålet? Lad os da i positive og faglige indlæg dele vores fælles hobby og passion.

DFU har et etisk kodeks, der gælder alle dommere. Det er med til at guide alle dommere før og efter kampene. Mon ikke den pågældende klub – og måske desværre også andre klubber – burde udarbejde og implementere et etisk kodeks? Nogle gange er det jo dumhed og manglende omtanke, der gør, der skrives noget i affekt. Men med øget fokus på, at der gælder samme vilkår på Facebook som alle andre steder, kunne vi måske få en bedre tone – og faglige indlæg, der jo er langt mere interessante.

Vi er i DFU rigtig glade for den aktivitet, der er både på vores åbne og lukkede Facebook sider. Og vi synes generelt, tonen er sober – og fagligheden altid er med. Det passer helt med vores etiske kodeks – og den oplevelse, vi har, når vi er sammen med dommere rundt om i landet. På vores åbne side deltager også trænere og andre med interesse i dommersektoren. Fælles for alle er, at der altid er faglighed bag – og tonen aldrig aggressiv. Lad os blive ved på den måde – det viser både respekt og omtanke.

Tore