Vælg en side

Jan Carlsen

DBU Diplominstruktør og medlem af DBUs lovgruppe samt klummeskribent

20-07-2019

Så kom vi igang

Det er altid et meget spændende tidspunkt, når det kommer dertil, at de lovændringer, som vi har nørklet med hele foråret, skal slippes løs på græs herhjemme. Vi ved af erfaring, at uanset hvor godt vi har prøvet at formidle, vil der altid dukke tvivlsspørgsmål op – og vi ved også med lige så usvigelig sikkerhed, at der er kreative sjæle rundt omkring i Fodbolddanmark, der allerede er i fuld sving med at udtænke det næste skaktræk. Næst efter skattelovene tror jeg, at fodboldloven er det regelsæt herhjemme, hvor flest elsker at leder efter hullerne i osten. Fra vores side af hegnet er det lige så sjovt at prøve at gætte på, hvor problemerne mon opstår denne gang. Ikke mindst i år, hvor der jo ligesom har været ændringer nok at tage af.  

Jeg havde de nye regler omkring målspark og frispark i eget straffesparksfelt højt oppe på min personlige liste over favoritter. Det nye er jo, at mens modspillerne stadig skal være uden for straffesparksfeltet (og ved frispark desuden mindst 9,15 meter fra bolden), indtil bolden er sat i spil, er den nu i spil, så snart den er sparket og klart bevæger sig – den behøver altså ikke blive sparket direkte ud af feltet. Jeg havde i min naivitet eller manglende kreativitet forestillet mig, at vi ville se komme til at se nogle opstillinger mod slutningen af kampen, hvor det hold, som var bagud, ville stille adskillige spillere på kanten af feltet, så de som gribbe kunne kaste sig over bolden, så snart den var i spil.

Og mens det var rigtigt nok, at det var de nye korte målspark, der blev offer for spekulation, var det en helt anden variant, der kom til at stjæle billedet. Jeg så det desværre ikke selv i nogle af mine kampe, men jeg skulle hilse og sige, at jeg kunne se på min indbakke mandag, at det var der andre, der havde – typisk i træningskampe. Med nogle forskellige variationer over temaet går det ud på, at målmanden udfører målsparket og løfter bolden op til en forsvarer, der står relativt tæt på, hvorefter forsvareren med hovedet eller brystet sender bolden retur til målmanden, der nu samler bolden op i hænderne og – har de kreative sikkert formodet – nu kan sparke den langt op af banen. Men den går altså ikke, for derved kommer vi til at ramme en anden regel.

Og det er ikke engang en ny én af slagsen – den har været der siden 1992, hvor vi fik tilbagespilsrreglen til målmanden. Den går jo ud på, at en målmand ikke må røre en bold med hænderne, hvis den forsætligt er sparket til ham af en forsvarsspiller med foden. Selv om boldens retning i virkeligheden er underordnet, kalder vi den i mangel af bedre for ’tilbagespilsreglen’ i daglig tale, for så ved man ligesom, hvad der tales om. Men der er den finte, at hvis man med en klart unaturlig spillefacon forsøger at omgå denne regel, koster det et indirekte frispark til det modsatte hold samt en advarsel for usportslig opførsel.

Dengang i 1992 havde man i første omgang ikke denne tilføjelse, men på allerførste spilledag i 2. Bundesliga sparkede målmanden bolden ud til en forsvarer, som stod og jonglerede lidt med den, til sidst vippede den op til hovedet og sendte den ind til målmnden, der tog med hænder. Det var jo ikke just det, der var hensigten med regelændringen, og efter godt et døgns betænkningstid kom IFAB og FIFA ekspres op med den tilføjelse, der gjorde det usportsligt, hvis man prøvede at narre fodboldloven på denne måde. Der er yderligere det raffinement, at det i virkeligheden er helt ligegyldigt, om målmanden tager bolden med hænder eller ej, for den usportslige opførsel er jo allerede begået, nemlig af forsvareren, og det er den, der udløser det indirekte frispark og advarsel.Jeg er gennem årene nogle gange blevet spurgt, hvorfor ikke begge skal have en advarsel – de er jo partners in crime her – og selvfølgelig kan der da tænkes situationer, der afvikles så outreret, at begge parter er usportslige, men i langt, langt de fleste tilfælde vil det alene være forsvareren, som vi skal have fat i.  

Tilføjelsen her var selvfølgelig meget i vælten i 1992, men derefter levede den egentlig et meget stille liv i glemmebogen. Faktisk så stille, at vi for en halv snes år siden dristede os til at slette den lille passus i den danske lovbog, som beskrev fænomenet (det ville jo under alle omstændigheder være dækket af de generelle regler for usportslig opførsel – fodboldens store brokkasse). Men det skulle vi aldrig have gjort, for senere samme år fik den i en weekend en stor renæssance i et ret begrænset geografisk område af Danmark, og da det var længe siden, man havde set den, var det heller ikke alle dommere, der vidste, hvad de skulle gøre ved den. Og så satte vi passagen ind igen året efter.

Den har som sagt ellers været uhyre sjælden – og blot stukket hovedet frem en gang imellem. Senest på højt plan i en Ligue 1-kamp for et par år eller tre siden, da en forsvarssspiller følte sig kaldet til at lave grin med borgermusikken ved at lægge sig ned på jorden og heade den bold, som ellers lå helt død, ind til målmanden. Det varede et par sekunder, før dommeren lige havde fåetvendt brikkerne inde i hovedet og analyseret, hvad der skete, men så faldt advarslen og frisparket også – og så blev der ellers fest i gaden. Året før var det i Serie A, at der skete noget lignende.

På den måde er det jo meget skægt og lidt nørdet, at en regelændring et sted pludselig kan genoplive en helt anden regel. Ingen tvivl om, at de, der har analyseret på målsparket, har tænkt i overraskelsesmomentet, og det er naturligvis synd, hvis man (som jeg hørte det om et relativt højt placeret hold) har lavet det som en indøvet detalje. Men det ville trods alt være endnu mere synd, hvis man mistede bolden igen på et farligt sted og oven i købet fik raget sig en dum advarsel til.

Ellers kom vi trods dystre forudanelser i nogle kroge pænt i gang, synes jeg, uden de helt store bemærkninger. Nogle af de nye ting blev luftet – det var f.eks. ikke alle steder, at man lige havde vænnet sig til, at en spiller, som skal udskiftes, af hensyn til tidsforbruget normalt skal forlade banen over den nærmeste linje. Til gengæld var der fine eksempler på, at han i nogle tilfælde fik lov til i rask tempo at tage turen den normale vej ud, hvor alternativet havde været at sende ham ud over den nærmeste linje og lige forbi modspillernes mest hardcore fans. Det er lige akkurat derfor, at man har det lille ord ‘normalt’ flettet ind, for der skal også tages behørigt hensyn til sikkerheden.   

Vi fik også en enkelt af de situationer, hvor bolden ramte dommeren og derfra gik til det modsatte hold, hvor der helt korrekt blev standset, og bolden faldt til det hold, som havde bolden oprindelig. Og det er altså kun, hvis der bliver en scoring eller en scoringsmulighed ud af det, eller bolden skifter ejermand, at bolden skal falde – ellers er dommeren fremdeles en knold på banen, og vi kører videre.

Og minsandten om vi ikke også i mandagskampen fik afleveret et gult kort til en fysisk træner, så der også blev taget hul på det lille hjørne, at alle på bænken nu kan vises gule og røde kort. Lad os se, hvad de kommende runder bringer – jeg prøver fremdeles at følge op, hvis der dukket andre mysterier eller kreativiteter op.