Vælg en side

Jan Carlsen

DBU Diplominstruktør og medlem af DBUs lovgruppe samt klummeskribent

29-06-2019

VAR og endnu en lovændring

Jeg har tilladt mig at holde nogle dages ferie og her derfor ikke fulgt med i detaljer på TV, men jeg skal da love for, at U/21-kampen  mellem Danmark og Serbien har fået gang i mekanikken, telefonen og mailen. Det er først lykkedes mig onsdag aften efter hjemkomsten at få fundet et ikke alt for fremragende klip af situationen, hvor Danmark troede, at der var scoret til 3-0, men det var der trods VAR-gennemsyn så ikke alligevel. Situationen illustrerer på fremragende vis, hvorfor VAR ikke bare lige er noget, som man gør. Mange af de mennesker, som jeg møder, tror, at det blot er et spørgsmål om at sætte en dommer foran en TV-skærm, og så er alt godt – men nej, det kræver en ganske minutiøs træning at kunne fungere under VAR-konceptet. Jeg har selv haft fornøjelsen i et par omgange på et par kurser som relativt forudsætningsløs i praktikken at prøve en simulator, og tro mig: det er altså ikke for små børn. Så med vedtagelsen af VAR i Superligaen på DBUs bestyrelsesmøde i søndags forestår der et langt sejt træk. Der er virkelig al mulig grund til at være virkelig glad for vedtagelsen, også på de danske dommeres vegne, men der ligger et kolossalt arbejde forude. Men udfordringer er som bekendt til for at løses. Under alle omstændigheder er det klart, at VAR-toget er kørt, og tiden lader sig ikke skrue tilbage. Så kan man vælge at hoppe på toget – og ellers er det bare med at komme væk fra skinnerne, så man ikke bliver kørt over i stedet. Vedtagelsen her bliver et kvantespring i den rigtige retning – men forvent endelig ikke, at det bliver gnidningsløst eller fejlfrit. Erfaringer fra andre europæiske lande – også de store – viser, at det første år trods alle gode intentioner bliver en slags fumleår, hvor man fra tid til anden møder alle de problemer, der er. Men fra andet år ser det hos alle meget mere strømlinet ud.

Men én ting er VAR-dommerne, en ganske anden ting er dommerne på banen, som også pludselig skal til at tænke i andre baner. Nok specielt linjedommerne. Det er en helt klippefast instruktion under VAR, at linjedommeren skal undlade at flage for en offside, medmindre den er glasklar og ikke til at misforstå. Problemet er jo, at hvis offsiden dømmes, og der eftefølgende scores, er det umuligt at spole situationen tilbage og rekonstruere angrebet, når der først er fløjtet. Hvorimod det kan lade sig gøre at undlade at vinke offsiden og efterfølgende lade VAR reviewe situationen, når først bolden ligger inde i mål. Så kan der dømmes mål – eller offside. Og det er akkurat dette, der går galt i Serbien-kampen. Til trods for instruktionen om at vente med at flage, medmindre offsiden er bøjet i neon, gør linjedommeren tilsyneladende akkurat det modsatte. Dommeren har ikke andet valg end at følge linjedommeren og fløjte, for når linjedommeren vinker, må det efter instruktionen jo være, fordi offsiden er klar. Og så kan VAR i virkeligheden godt pakke sammen, for løbet er kørt – også selv om TV-billeder efterfølgende viser, at den danske angrebsspiller er snævert onside. Dommeren er pisket til at fastholde den offside, som han allerede har dømt, for der kan aldrig dømmes mål, når bolden ikke har passeret linjen før fløjtet – bevares, han havde kunnet lade bolden falde, men det havde næppe heller gjort ret mange mennesker glade – og aben i orangutang-størrelse sidder tungt på skuldrene af den linjedommer, som ikke holdt flaget nede. I sidste ende er det så en trøst, at det hele egentlig var underordnet, fordi Frankrig og Rumænien, ganske som man kunne forvente, spillede den uafgjorte, som ville sende begge hold videre. Hvilket bør give overvejelser om turneringsstrukturen, når ikke alle kampe spilles samtidig, men det er en helt anden historie.   

VAR er en rigtig god ting, når den bliver anvendt korrekt, men noget skidt, når præmisserne kikser, og de implicerede ikke retter sig efter instruktionerne. Og selv korrekt anvendt og helt efter bogen kan det give ballade – som vi så det i kampen ved kvindernes VM mellem Cameroun og England. To knivskarpe, men korrekte, kendelser i Englands favør – og så brød ragnarok løs på den afrikanske side af banen. Spændende at se, hvordan FIFA kan finde på at sanktionere opførselen fra Cameroun-holdet, som var ude af denne verden.  Under alle omstændigheder står det klart, at vi alle skal vænne os til en helt anden måde at tænke fodbold på, efter at VAR har stukket hovedet frem.

Ellers vil jeg i denne uge og de kommende som tidligere bebudet tage en eller flere lovnyheder frem, som træder i kraft i den kommende sæson. På den måde kan vi forhåbentlig nå hele vejen rundt, før der startes op igen herhjemme midt i juli. Forrige gang handlede det primært om tiltag for at få sat spillet hurtigt igang igen.  I denne uge kommer det til at handle om et af de mere specielle tilfælde, som falder ind under et af IFABs yndlingskoncepter i disse år ‘What does football expect ?’ – altså: hvad er logisk her og også forståeligt oppe på bageste række af tribunen.

Det såkaldte Fair Play-koncept, som spillerne har praktiseret som et slags moralkodeks og benhård automatiseret procedure (efter at det ellers var startet som virkelig impulsiv og rosværdig fair play-attitude, og al respekt for det) har længe været en torn i øjet på mange, herunder lille mig. Spillernes aftalte kodeks har tilsagt, at hvis en spiller var skadet, og dommeren afbrød spillet, skulle spillerens hold have bolden tilbage igen (nogle gange endda også, selv om de slet ikke havde den). Fodboldloven foreskriver ellers, at når dommeren lader bolden falde, kan der være mellem nul og 22 spillere ved bolden – ikke engang nødvendigvis lige mange fra hvert hold, og så er der ærlig kamp om bolden. De igangsættelser, som blev koreograferet under spillernes uskrevne regler, sagde, at kun den ene spiller gik efter bolden, og han afleverede så bolden retur (i den virkelig verden typisk i en lidt mere ufordelagtig situation end oprindelig – så meget for fair play). Det var selvfølgelig helt fint, så længe alle parter var indstillet på det – men hvis noget gik galt, var helvede løs. Det kunne være, fordi en spiller bevidst udnyttede situationen (nogle husker formentlig stadig CL-episoden i kampen FC Nordsjælland og Shakhtar Donetsk for en håndfuld år siden) – det kunne også være ren og skær uheld (f.eks. Vejle – AGF lidt tidligere i 2019). Helvede bryder løs, fordi det ene hold selvfølgelig føler sig snydt over, at de ikke har fået, hvad de uskrevne regler giver dem. Men problemet er netop, at uskrevne regler ikke er det papir værd, som de er skrevet på. Selv om alle kaster sig over dommeren (og det skete både i Parken og i Vejle) kan han ikke gøre noget som helst, fordi fodboldlovens formelle krav er opfyldt. Bolden er i spil, når den har ramt jorden, og så kan han ikke gøre mere – uanset spillernes interne aftaler.

Det er naturligvis en tabersituation for alle parter, og nu er IFAB heldigvis kommet op med en løsning, som klarer langt de fleste situationer. Allerede efter FCN-Shakhtar-situationen foreslog DBU faktisk en regelændring, men denne er lige så god. Når bolden fremover skal falde, efter at dommeren af en eller anden grund har afbrudt spillet, uden at der foreligger en forseelse – det kunne f.eks. være ved den skadede spiller – lader han den falde til én og kun én spiller, nemlig én fra det hold, som sidst rørte bolden. Så er vi fri for hele det formaliserede cirkus med, at bolden skal sendes tilbage til modspillerne osv. Eneste undtagelse er, hvis berøringen (eller bolden) var i straffesparksfeltet. I så fald lader dommeren under alle omstændigheder bolden falde til den målmand, som har bopæl i det pågældende straffesparksfelt.,

Dette gælder så kun de situationer, hvor det er dommeren, som har afbrudt spillet – ikke de situationer, hvor spillerne selv har afbrudt det ved at sende bolden ud til indkast. Her må vi stadig – i hvert fald en stund endnu – leve med, at spillerne måske ikke har lyst til at sende bolden i den retning, som modspillerne forventer. Det bliver nok næste trin – men nu er vi i det mindste så langt.

Lovteknisk betyder det, at der, når dommeren lader bolden falde, kun må være én spiller ved bolden – og at alle andre spillere skal være fire meter væk. Hvilket igen betyder, at vi fik føjet endnu en afstandsregel til samlingen i fodboldloven. Hvorfor det så lige skal være fire meter, må guderne vide. Måske noget med, at spillerne så er langt nok væk til, at bolden kan falde uhindret – og tæt nok på til at kunne blande sig umiddelbart derefter.

Nærmere om næste års lovændringer – for vi er i den grad langtfra i mål endnu – følger i de kommende uger.