Vælg en side

Jan Carlsen

DBU Diplominstruktør og medlem af DBUs lovgruppe samt klummeskribent

18-05-2019

Det spidser til

I sidste uge havde jeg deadline før returopgøret mellem Ajax og Tottenham, og jeg udtrykte det lønlige håb, at hvis den kamp bare kunne byde på halvt så megen dramatik som kampen aftenen før mellem Liverpool og Barcelona, ville jeg være svært godt tilfreds. Og det skal jeg da lige godt love for, at den kom til. Egentlig er det svært at sige, hvilket comeback der er det mest imponerende – de var bare vildt imponerende hver for sig. At hente tre måls forspring på en halvleg og så til overflod at sætte det sidste mål ind, netop som de fem minutters tillægstid er gået, vidner om et vist overblik – og en god portion held. Heldigvis er der ikke nogen, der har været ude at brokke sig over, at uret rettelig stod på 5:07 i de fem minutters tillægstid, da sejrsmålet kom. Men der havde heller ikke været noget at komme efter, for dels betyder de fem minutter ‘mindst fem minutter’, al den stund man ikke har sekunder på den tavle, der viser tillægstid, så der kan altid rundes op, men aldrig ned. Og dels havde Ajax-målmanden i den grad trukket katten i halen også i tillægstiden, så man skulle ikke lede længe for at finde de syv ekstra sekunder.

To forrygende kampe – og rart med to kampe, hvor VAR på ingen måde kom til at spille nogen hovedrolle, og hvor de diskutable situationer ikke stod i kø. Og så kan man allerede begynde at glæde sig til finalen mellem Liverpool og Tottenham – mens Europa League-finalen mellem Arsenal og Chelsea næppe heller bliver kedelig. Imponerende dominans med to rent engelske finaler.

Men selv om man nu kan tage sig en lille puster, hvad de to turneringer angår, går det jo stadig på de høje nagler rundt omkring. Pokalfinaler flyver om ørerne på os, ikke mindst vores egen på fredag. Playoff-kampene i England, især fra Championship til Premier League, nærmer sig  klimaks – og herhjemme spidser det også til på alle fronter. Selv om mesterskabet er afgjort, er der masser af drama i vente med playoff-kampene i Superligaen, oprykningskapløbet i 1. division og endelig de altafgørende kampe, hvor de to rækker støder sammen.    

Man kan godt mærke på intensiteten, at det er ved at være alvor, og der har været en del ben oppe i unormale højder, ligesom man nogle gange har haft indtryk af, at målmænd har kastet sig ud med mentalt bind for øjnene uden at have det store styr på, om det var mand eller bold, man ramte med næverne. Der har også været nogle interessante situationer på det seneste, der kunne give anledning til at se nærmere på, hvornår kontakten mellem to ben skal give frispark / straffespark, hvornår det er tilfældigt sammenstød, og hvornår film kommer på tale. For uanset hvor skråsikre eksperter kan være, er det altså væsentlig mere kompliceret end som så. Men der kan ikke blive plads til det hele på én gang, så det med benkontakten lader jeg ligge i hvert fald en uges tid. Der skal også nok komme friske eksempler til – senest ét mellem Leeds og Derby, mens jeg skrev den forrige sætning. Denne gang koncentrerer jeg mig om farligt spil og tilbagespilsreglen til egen målmand, som vi fik et sjældent og ganske frisk eksempel på i tirsdagens kamp mellem Silkeborg og Viborg.

Farligt spil er et område, hvor gråzonerne nærmest er ved at falde over hinanden, og det bliver ikke bedre af, at der er så mange misforståelser omkring begrebet. Det gør det svært for dommeren at vurdere – og ofte også svært at overbevise aktørerne om rigtigheden af kendelsen. Det er med vilje, at jeg taler om ‘farligt spil’ og ikke bruger de populære, men også  ofte misvisende bemærkninger som ‘knopperne forrest’, ‘stempling’ og ‘højt ben’. For det er bestemt muligt fuldt lovligt at tæmme en bold med fodsålen i en nedadgående stempelbevægelse, ligesom det i allerhøjeste grad kan være tilladt at tackle med knopperne forrest. Og et ben kan være så højt, det skal være, uden at det er ulovligt – alt afhænger bl.a. af, om spilleren har kontrol over, hvad han foretager sig, og hvor lang afstand der er til modspilleren.

Det afgørende er helt banalt, om det, som foregår, er farligt. Enten for spilleren selv eller – mere hyppigt – for modspilleren. I den meget forenklede udgave kan man sige, at den spiller, som er alene med bolden, egentlig kan gøre med den, hvad han vil. Er der to spillere involveret, som begge er aktive, er man nødt til at se på, hvem som først er aktiv. Hvis en spiller lægger an til at sparke til en høj bold, og en modspiller derefter vælger at sætte efter den samme bold med hovedet, er det den spiller, som sidst er aktiv, som gør situationen farlig – og dermed ham, der skal straffes, selv om det er ham selv, det går ud over. Eller sagt på en anden måde: den spiller, som er nærmest bolden, har typisk førsteretten til at håndtere den, som han vil. Hvis begge spillere sætter ind fuldstændig samtidig efter en herreløs bold midt imellem dem, er man nødt til at se på, hvad der er den naturlige spillemåde i situationen. Er det en høj bold, hvor det naturlige vil være at heade, er det spilleren med det løftede ben, som skal straffes – er det nede ved jorden, hvor foden ville være det naturlige, er det den dykkende spiller, som skal straffes.  

Det er i hvert fald den teoretiske udlægning. Nu giver det trykte papir ikke mulighed for at vise situationer, men i det virkelige liv kommer man ofte også til at se på den kraft, som spilleren kommer med – og så er vi tilbage ved det, som jeg nævnte ovenfor, at spilleren skal have kontrol over, hvad han foretager sig. Straffen for farligt spil er et indirekte frispark – hvis der ikke er kontakt mellem spillerne. Men det som typisk sker, er jo, at spilleren rammer bolden, hvorefter hans fod fortsætter ind i modspilleren. Så er der godt nok farligt spil – men der er også en af de mere grove forseelser, som skal give direkte frispark – og så bestemmer groveste forseelse. Derfor er standardundskyldningen ‘jeg spillede jo bolden’ ikke alverden værd, for får man både mand og bold, er man under alle omstændigheder hjemfalden til straf. Og meget ofte også et kort af en eller anden kulør.

Det er akkurat denne fælde, som mange målmænd udsætter sig for at falde i, når de kaster sig ud med fremstrakte arme og knyttede næver for at bokse en bold væk og planter hænderne inde i hovedet på den angriber, som kom i den modsatte retning. Hvis angriberen ryger med i købet, har målmanden ikke haft kontrol over sin handling, og så er det egentlig ligegyldigt, om han ramte bolden eller ej. Der bliver begået en god del straffespark på denne måde – og målmændene er nok heldige med, at det er én af de ting, som dommerne sjældent fanger. Desværre hverken herhjemme eller internationalt. Men lovmæssigt er der altså ikke længere snor for målmanden, end der er for andre spillere.

Tilbagespilsreglen – som vi kalder den i mangel af bedre, for dybest set behøver bolden ikke nødvendigvis være spillet bagud – er den regel, der siger, at en målmand ikke må røre en bold med hænderne, som forsætligt er sparket til ham af en medspiller. Det skal altså være noget, der foregår med vilje, og det skal være foretaget med foden eller den allernederste del af benet. Kommer bolden fra skinneben, lår eller tilsvarende, er der frit slag for målmanden til at tage den bold med hænderne. Den bagved liggende filosofi er, at afleveringen nok ikke er så kontrolleret, hvis den ikke serveres med foden, og så mangler vi det ene kriterium, nemlig det forsætlige.

Det er uendelig sjældent, at man i praksis møder denne forseelse til indirekte frispark, selv om man bruger en del krudt på den i teorilokalet, også fordi målmænd sjældent tager chancer og oftest, hvis de er i tvivl, lader være med at gamble og tage en bold med hænderne – selv om de godt kunne have gjort det. Men i kampen mellem Silkeborg og Viborg mødte vi så den omvendte udgave, nemlig en Viborg-målmand, som troskyldigt tog bolden op i hænderne, efter at den var kommet fra foden på en forsvarer. Det virkede som en noget tilfældig bold, som ramte en Viborg-forsvarer i et par omgange og derefter tog retning ind mod målmanden. Set på TV lignede den for mig ikke nogen oplagt forseelse, men omvendt skal man huske på, at noget jo godt kan starte som uforsætligt og derefter blive forsætligt. Hvis bolden i første omgang tilfældigt rammer forsvareren, og han så – for at være sikker på, at den lander hos målmanden – falder for fristelsen til lige at dirigere den det sidste stykke vej, er det pludselig blevet strafbart. Lige akkurat den vinkel og rygende pistol manglede jeg, selv om min mavefornemmelse ikke ville dømme det frispark.

Vi keder os ikke – og hvis vi kan blive ved med at få oplevelser i dette tempo resten af foråret, kan det godt blive nødvendigt med iltapparatet.