Vælg en side

Tore Østergaard

Formand for Danske Fodbolddommere

01-05-2019

Formanden har ordet maj 2019

Maj måned betyder afgørende kampe internationalt og i Superligaen. Ofte spændende og dramatisk – og god underholdning er det helt sikkert. Jeg bliver ofte spurgt, hvad jeg mener om VAR. Systemet, der vinder mere og mere frem. Jeg kan vel ikke blive ved med at krybe udenom – så dette nyhedsbrev indeholder nogle af mine helt personlige overvejeler og betragtninger. I DFU har vi således ikke en formel holdning – hverken DBU eller vores bedste dommere har endnu ønsket vores stillingtagen.

Vi kunne i diplominstruktør Jan Carlsens klumme læse, at det er fagre nye verden – og at vi nok skal vænne os til det. Jan skrev det i forbindelse med VAR afgørelser i UEFA regi – og måske især den lange spilpause i kampen Ajax – Juventus. Jan skriver også om meget tætte afgørelser i andre kampe. Læs det hele i klummen ”Noget af en påske”.

Jeg har det sådan, at jeg har svært ved at vænne mig til det – og ikke er så sikker på, det entydigt er en forbedring for fodboldspillet. Fodbold på topplan er afgjort en underholdningsindustri med store – ja enorme pengesummer. Og det er resultater, der giver penge. Alene af den grund må vi alle have en stor interesse i mest mulig retfærdighed og rigtighed. Det må vi også have ud fra en almindelig sportslig tilgang om fairness og den rigtige vinder. Så de argumenter taler afgjort for, at fejl skal rettes. Men så rejser udfordringerne sig så også.

Åbenlyse fejl skal rettes. Ja tak. Men det kan man ikke i fodbold. Fejl, der fører til mål kan rettes, så målet ikke anerkendes, men fejl, der hindrer et mål i at blive scoret kan ikke rettes. Eks. at linjedommeren vinker en spiller i frit løb offside, selvom han ikke var det – eller at dommeren dømmer en hands, der efterfølgende viser sig ikke at have været der. Da dommeren således kun kan ændre fejl, hvor han IKKE har dømt noget fører det meget let til, at man afventer – og så kontrollerer efterfølgende. I længden kan og vil det medføre væsentlige ændringer i afviklingen af fodboldkampe

  • Flere scoringer vil blive underkendt – så spillere og publikum må vente med at juble, hvad ikke passer med spillets følelsesmæssige del
  • Linjedommere vil ikke vinke offsides rettidigt – men vente indtil VAR har set det også – og så kommer der (meget) forsinkede kendelser
  • Der kan ske ting til personlige straffe, der ikke ville være sket, hvis ikke dommerne havde afventet men fløjtet – og heller ikke det er fair.

Min bekymring går ganske enkelt på, at det med VAR er mere sikkert at afvente, da man altid kan ændre, men ikke genskabe en situation, når dommeren har standset spillet.

Og uanset VAR, så vil vi stadig have mange situationer, hvor skønnet er og bliver afgørende. I jan klumme fik et mål lov at stå, da det var uklart – tja – hvad næste gang? – og hvor ender det? I UEFAs topkampe er der mange kameraer og mange vinkler. Det er der ikke i de fleste superligakampe. SÅ hvor mange gange vil kameraernes vinkel slet ikke kunne hjælpe – eller måske bare skabe mere tvivl? Jeg har været udvikler i Superligaen i snart 20 år. Har jeg overværet klare åbenlyse fejl? Ja selvfølgelig – for ingen er fejlfri (heller ikke VAR systemet), men der er ikke mange klare åbenlyse fejl! Der er masser, der kan drøftes, diskuteres og læres af. Og jeg har ofte gennemgået videoer med dommerne efter kampen, hvor det bestemt ikke er hverken åbenlyst eller entydigt, hvad der er rigtigt, men hvor fodboldlovens krav til dommeren om at skønne netop er pointen. OG så må vi hele tiden træne og udvikle evnen til at skønne.

VAR betyder en ny slags underholdning på stadions – og det betyder flere pauser. Omvendt vil nogen måske men, at det er dramatisk, når dommeren skal ud at checke video- måske, men hvor længe? Og hvor mange gange?

Det er nok med den fagre nye verden, som Jan skriver. Vi skal vænne os til den – men vi skal også forstå at bruge vores teknologi og muligheder også den rigtige måde. OG når vi taler VAR, så handler det om respekten for spillets ånd, for følelserne i spillet, for underholdningen og tempoet – og selvfølgelig at sikre det korrekte resultat.  

Jeg skal nok vænne mig til det – for det er en realitet – og fjernes ikke….. Jeg skal bare have lidt tid – og VAR skal måske også have lidt tid til at komme på plads, så det virker optimalt?

Tore