Jan Carlsen

DBU Diplominstruktør og medlem af DBUs lovgruppe samt klummeskribent

03-11-2018

Spilletid – igen, igen…

I sidste uge var der i netudgaven af den avis, som kommer sammen med Tipsbladet om fredagen, en lille historie omkring en mulig regelændring. Den var pænt sat op med kildeangivelser fra Daily Mail og The Sun og handlede om, at fodboldens lovgivere, The International FA Board (eller IFAB blandt venner) havde en regelændring på bedding, som handlede om ’overtiden’. Det er den, som vi også kalder for tillægstiden, ’injury time’ eller tilsvarende. Artiklen citerede nogle unavngivne medlemmer af IFAB for holdninger som ’vi ønsker alle at slå ned på det store spild af tid og fremelske spilletiden, men det store spørgsmål er, hvordan vi gør det’. Specielt var det langsomme igangsættelser og den tid, som går tabt i forbindelse med udskiftninger, som var faldet i øjnene.

Egentlig er det ikke så meget nyt i artiklen – men den lægger sig alligevel smukt i kølvandet på netop temaer som langsomme igangsættelser, effektiv spilletid og sådan noget, som har været oppe på denne plads inden for den seneste måneds tid, så det kan være fristende at spinde en ende over det.  I klummen her har jeg senest haft gang i den for mig afgørende forskel, om en igangsættelse sker bevidst langsomt, fordi man ønsker at få tiden til at gå (oftest fordi man er tilfredse med det resultat, som man allerede har i lommen), eller den sker, fordi man ønsker at få specialisten til at foretage igangsættelsen, uanset om han så er 50 meter væk. De to ting udelukker ikke hinanden, men kan faktisk ofte optræde i den samme situation. Spilleren hentes frem langvejs fra for at foretage et indkast eller hjørnespark, og når han så er fremme, begynder han måske at foretage sig ting, som forsinker igangsættelsen yderligere (tørrer bolden, skifter den, dirigerer den næste bølge af spillere i position osv.).

Artiklen citerede også et andet IFAB-medlem for, at ’En af vores prioriteter er at finde måder at skære i tidsspild og øge antallet af minutter af effektivt spil. En regel, hvor man ikke må skifte ud i overtiden, er interessant og kunne fungere’.  Ingen kan have noget imod formålet – for som sagt opererer fodbold ikke med effektiv spilletid, men vi sidder der jo for at se fodbold og ikke for at se bolden ligge uvirksom hen. Jeg kunne godt opstille eksempler, hvor en regel som den skitserede ville føles åbenlyst urimelig (hvad med f.eks. en målmandsskade i overtiden ?), men lad nu det være. Vi må have alle gode forslag op i lyset for at se, hvad der har en chance for at overleve.

I virkeligheden rækker alt dette tilbage til et lille manifest ’Play Fair’, som IFAB udgav i sommeren 2017, og hvor man fokuserede på tre hovedsøjler: at forbedre spillernes opførsel og øge respekten, at øge spilletiden, og at øge selve fodboldspillets fairness og tiltrækningskraft. Det sidste uden tvivl, fordi der kommer flere og flere sportsgrene og andre aktiviteter, der kæmper om vores opmærksomhed. Her opstillede IFAB tre kategorier af forslag. Nogle forslag kunne i virkeligheden implementeres straks og ville ikke kræve nogen lovændring. Andre var forslag, hvor de enkelte nationale forbund meget gerne måtte byde ind for at køre et forsøg under IFABs og FIFAs vinger, som så måske i sidste ende kunne munde ud i en lovændring – og endelig var der forslag til lovændringer, som indtil videre bare var til diskussion. Lad os her koncentrere os om den søjle, der har at gøre med at øge spilletiden.

Uden yderligere tilladelser kunne man faktisk allerede under de eksisterende regler øge spilletiden bare ved at tydeliggøre instruksen til dommerne på nogle områder. Den allermest oplagte er nok manges foretrukne hadeobjekt, målmandens 6 sekunders-regel, som ikke tilnærmelsesvis bliver overholdt. Den har heller aldrig været tænkt som en fuldstændig stringent stopursregel, men det behøver måske ikke være de allermest langsomt flydende krystaller på digitaluret, der bestemmer, hvornår vi har nået rimelighedens grænse.

Omkring beregningen af tillægstid er der allerede i loven beskrevet nogle tilfælde, hvor dommeren skal lægge tid til, men inden for de rammer kunne man godt gøre instrukserne endnu skarpere. Lige nu er meget overladt til dommerens skøn – men IFAB foreslår, at man kunne udstikke mere nøjagtige rammer ved at diktere, at dommeren skulle standse sit ur (eller hvordan han nu vil gøre det, bare den tabte tid lægges til i den sidste ende) i følgende tilfælde:

  • Ved et straffespark fra straffesparket er dømt, og indtil sparket er taget. Så spilder man ikke tid med protester, med at få spillerne ud af feltet osv.
  • Ved et mål fra målet er scoret, og indtil bolden er sat i gang igen ved begyndelsessparket. På den måde eliminerer vi tidstab på grund af scoringsjubel (som virkelig kan være en omstændelig og langstrakt affære).
  • Ved skader fra det tidspunkt, hvor dommeren spørger spilleren, om han skal tilses, til spillet genoptages. Det er ikke givet, at der er så meget at vinde her, for det er også, hvad der sker i dag – men ofte går der faktisk længere tid, end man tror.
  • Ved tildeling af røde og gule kort fra dommeren viser kortet, til spillet genoptages. Så spilder dommerens bogholderi ikke tid – og det gør de protester, som ofte følger med, heller ikke.
  • Ved udskiftning fra dommeren har givet signal til, at udskiftningen skal foretages, og indtil spillet sættes i gang igen. Det synes jeg nu egentlig, at dommerne er rimelig skrappe til at vurdere, for godt nok siger man vejledende 30 sekunders tillæg ved en udskiftning, men det kan sagtens tage længere tid, hvilket normalt også honoreres.
  • Og endelig ved et frispark, typisk uden for straffesparksfeltet, fra det øjeblik dommeren begynder at måle 9,15 meter ud (eller at trylle med sin markeringsspray), og indtil alt er på plads og frisparket kan tages. Så er det ikke den langsomme muropstilling med diverse mere eller mindre fortvivlede forhalingsforsøg, der ødelægger billedet og stjæler tid.

Man kan så stille sig selv spørgsmålet, hvor meget det egentlig vil give af ekstra spilletid. For at finde ud af det satte jeg mig ned en søndag i december sidste år og genså samtlige superligakampe i en enkelt runde med et stopur i hånden. Hvad skal man ellers lave en søndag i julemåneden…    Det var spillerunde 18, hvis nogen vil have detaljerne på plads. Og det var egentlig ret så interessant, hvad der kom ud af det, med virkelig store udsving kampene imellem. I kampen AGF – Helsingør, som heller ikke var det mest begivenhedsrige på denne jord, ville det ikke have givet et eneste sekund ekstra i nogen af halvlegene i forhold til den tillægstid, som faktisk blev lagt på. I kampen mellem FCM og OB, ville det omvendt have givet 6 minutter og 48 sekunder ekstra oven i den tillægstid, som dommeren tildelte. Rundens øvrige kampe fordelte sig imellem de to yderpunkter – men dog med 3 minutter (og 1 sekund) som det laveste ekstra tillæg – det var Lyngby og AaB.

Så der er faktisk noget at hente her på den effektive spilletids alter, hvis det er det, som man ønsker – og uden at det kræver lovændringer af nogen art. Det er selvfølgelig ikke noget, som man bare lige går hen og ændrer midt i en turnering, og i det hele taget er der jo mange parter, der skal tages i ed. Klubberne skal selvfølgelig være interesserede i det – og der kan sikkert også være konsekvenser for TV-stationerne. Næsten syv minutters ekstra tillæg eliminerer vel en hel reklameblok med den betydning, som det nu engang har. Så nogen skal sætte sig sammen, hvis det er den vej, som man vil – til gengæld vil tilskuerne få mere fodboldspil for pengene.

Jeg skal nok holde mig fra at referere de forslag til de deciderede regelændringer, som man kunne diskutere for at få mere tid ud af det hele (noget af det nærmer sig faktisk det, som vi kunne kalde effektiv spilletid) – men der er lige plads til at få et enkelt element med, som man ville kunne søge om at køre forsøg på: nemlig et krav om, at en spiller, som skal udskiftes, skal forlade banen over den nærmeste linje i stedet for at skulle bevæge sig over til bænkene og hilse pænt på afløseren. Der skal nok lige være en undtagelsesklausul, som tager hensyn til sikkerheden, hvis nærmeste linje f.eks. tilfældigvis er ned mod modspillernes fans – men loven kræver faktisk ikke, at spilleren forlader spilleren ved midterlinjen, selv om det er kutyme.

Med andre ord er der håndtag nok at dreje på, hvis man vil have mere spilletid, og jeg synes, at det er herligt, hvis pressen – både den engelske og den danske – langt om længe har fået øjnene op for IFABs ‘Play Fair’-initiativ. Så lever jeg lykkeligt med, at det er en nyhed, som er over et år gammel.