Jan Carlsen

DBU Diplominstruktør og medlem af DBUs lovgruppe samt klummeskribent

30-09-2018

Når spilleren er skadet

I sidste uge var det de langsomme igangsættelser, der var i søgelyset – og navnlig grunden til, at man ikke kunne gøre så meget ved dem, som mange tilskuere ville ønske sig. I denne uge er turen kommet til et af de andre forhold, som virkelig kan bringe legemsvæskerne i kog hos folk og få dem til at synes, at tiden bevæger sig uendelig hurtigt uden fornøden kompensation, nemlig skadede spillere. Der kan være helt legitime grunde til, at en spiller ligger længe, før han bliver fjernet fra banen, og generelt synes jeg også, at dommerne er gode til at få lagt tiden i den anden ende på dette punkt. Men der er alligevel nogle finurligheder omkring skadesbehandling, og når emnet kommer op i denne uge, skyldes det egentlig primært, at jeg i weekenden ved selvsyn i en 2. divisionskamp mødte en rigtig lovspecialitet, som jeg godt vil dele. Men før vi når til den, er vi nødt til at få sat rammen for, hvad der er muligt og ikke muligt, når vi taler skadede eller potentielt skadede spillere.  Vel at mærke i kampe på højere niveau, når det kommer til spørgsmålet om behandling  – i lokalunionsrækkerne må der gerne behandles på banen.

Fodboldloven siger i § 5 om dommeren, at han blandt sine mange andre pligter ‘skal lade spillet fortsætte, hvis en spiller kun er lettere skadet’ og omvendt ‘standser spillet, hvis en spiller efter hans skøn er alvorligt skadet, og sørger for, at han bliver fjernet fra banen’. Nu er det de færreste dommere, der har en medicinsk uddannelse, så hvordan afgør man, om en spiller er alvorligt skadet ?  Hvis man dømmer på et niveau, hvor der er en læge til stede, kan man selvfølgelig læne sig op ad ham, men ellers må man have fat i den sunde fornuft og huske, at et af succeskriterierne er, at alle spillere så vidt muligt kan gå på arbejde dagen efter.  Man må altså som dommer ikke tage chancer, og tvivlen skal komme spilleren til gode. Kontaktstedet er en væsentlig del – ved mistanker om hovedskader skal der standses så hurtigt som muligt, og almindelig medfølelse vil nok også tilsige, at der afbrydes hurtigt, hvis det f.eks. er de nedre regioner, der har taget imod slaget. Så er der selvfølgelig de tilfælde, hvor man på spillerens reaktion kan høre, at den er rivende gal – og så ser vi bort fra de helt grimme, hvor man bogstavelig talt kan høre knoglen brække. Har man oplevet den lyd én gang, glemmer man den aldrig.

Er vi nået dertil, hvor spillet er standset, siger fodboldloven også, at ‘en skadet spiller må ikke behandles på banen’. Så i princippet er den eneste behandling, som er tilladt, den nødvendige for at spilleren kan forlade banen ved egen hjælp. Jeg ser bort fra de tilfælde, hvor spilleren er så skadet, at man ikke skal begynde at flytte på ham, men må vente på sagkyndig hjælp i form af en ambulance. Når spilleren har forladt banen, må han først komme ind, når spillet er sat igang igen – og over sidelinjen.

Så det er dommerens skøn, der afgør, om spillet skal standses for at tilse en spiller eller ej – men spillerne mudrer ofte selv billedet, når de i deres hjertes godhed sender bolden ud af spil og fremprovokerer en standsning. I princippet kunne dommeren vælge at blæse højt og flot på det, men i langt de fleste tilfælde vil dommeren fornuftigt nok benytte sig af muligheden. Men i min optik er det til hver en tid at foretrække, at det er dommeren, der har kontrol over situationen ved at afbryde eller lade være – frem for at det er spillerne selv, der tager styringen. Også fordi det næste problem, hvis spillerne har skabt standsningen, bliver igangsættelsen og det obligatoriske fair play-ritual. Det er fint nok, så længe spillerne er enige, men det er noget skrammel, når de ikke er det, for dommeren har ikke ret til at bestemme, hvor det indkast skal kastes hen.

Der er en håndfuld tilfælde, hvor spilleren efter behandling ikke behøver forlade banen. F.eks. hvis en målmand er blevet skadet (så skulle vi igang med at have en ny mand på mål, skifte trøje osv.). I logikkens hellige navn må begge spillere blive, hvis en målmand og markspiller bliver skadet samtidig. Ellers skulle markspilleren jævnfør den forrige sætning ud og målmanden blive. Og spillerne skal heller ikke ud, hvis det drejer sig om to medspillere. Ikke rimeligt, at et hold skal spille 9 mod 11, fordi to af dets spillere uheldigvis er ramlet sammen. Endelig får man lov til at blive, hvis der i forbindelse med situationen, der medførte skaden, blev uddelt en advarsel eller udvisning. Ellers kunne man efter at have begået en grov advarselsforseelse få lov til spille 11 mod 10 en kort overgang. Mange tror, at man heller ikke skal ud, hvis en spiller fra hvert hold er behandlet – men det skal man altså.

Og så til situationen, som nærmest er tænkt ud af lovbogens dybeste krinkelkroge. Sådan cirka et kvarter inde i 2. halvleg i min 2. divisionskamp støder to spillere hovederne sammen og går begge i jorden i hjemmeholdets straffesparksfelt. Sammenstødet er helt tilfældigt, og bolden går ud til hjørnespark. Så der er ingen problemer med at få standset spillet for at få tilset spillerne – det går helt af sig selv. Dommeren runder lynhurtigt begge spillere og kalder hjælp ind. Og så begynder løjerne. Hjemmeholdets spiller kommer relativt hurtigt op igen, men til gengæld er hjælpen fra bænken så tilpas langsom til at komme ind, at der vel er en 20 meter  hen til spilleren, da han står op. Spilleren vil gerne fortsætte og stiller sig klar til det hjørnespark, som skal komme, men dommeren sender ham uden for banen. Man kunne selvfølgelig argumentere for, at spilleren aldrig er blevet behandlet – men det er ikke hans egen skyld, for der er rekvireret hjælp (den er bare ikke nået frem), så teknisk set er behandlingen påbegyndt i det øjeblik, hvor der er kaldt hjælp ind til spilleren. Han går ud bag mållinjen, men begynder så at bevæge sig op langs sidelinjen og op til sin bænk. Fornuftigt nok, for hvis han vil ind igen under over mållinjen efter spillets genoptagelse, må han først komme det ved den næste standsning i spillet. Vælger han at ville ind over sidelinjen, kan han i princippet komme ind, så snart spillet er sat igang igen, og dommeren skønner, at han kan gøre det uden at komme i centrum af spillet med det samme.

Alt imens behandles der på livet løs på udeholdets spiller, som det er noget værre fat med. Efter nogen tid viser det sig, at han er så medtaget, at han må lade sig udskifte – og sådan en udskiftning skal jo foregå ved midterlinjen, hvor reservespilleren begynder at gøre sig klar. Her er vores ven fra hjemmeholdet nu også nået op. Linjedommeren eksekverer udskiftningen og sender den nye spiller ind – og så vil den skadede spiller fra hjemmeholdet selvfølgelig også med ind. Det er kun nogle hurtige skridt og en fast arm fra linjedommeren, der forhindrer, at han løber ind. Og heldigvis for det, for ellers havde vi haft et helt andet og meget værre problem for spilleren selv. Den vågne linjedommer redder spilleren fra minimum en advarsel for ulovlig indtræden (og havde spillere gjort mere end det, kunne det være gået endnu værre). Denne barmhjertighedsgerning falder imidlertid ikke i god jord hos hverken spilleren selv, bænkene eller tilskuerne. Ud fra strengt logiske regler kan man godt forstå det. To spillere er blevet skadet samtidig. De er blevet behandlet samtidig (omend mere eller mindre), og nu må det ene hold få en spiller ind, mens det andet ikke må. Hvad pokker er meningen ?

Problemet er, at her støder to af fodboldlovens paragraffer sammen på en lidt uskøn måde, som gør, at resultatet bliver ulogisk, selv om de to forhold er fuldstændig korrekte hver for sig. En udskiftning skal altid ske under en standsning i spillet – og en spiller, som har forladt banen efter behandling, må først komme ind, når spillet er sat igang igen. Og det bliver det først efter udskiftningen.

Så ingen tvivl om, at afgørelsen her kan synes ulogisk og uretfærdig, Men det er nu engang ikke dommerens opgave at tage stilling til, om noget er ulogisk eller ej – man kan ikke begynde at lave om på reglerne ud fra, hvad ens egen subjektive logik siger. Spilleren kom hurtigt ind igen, det fik ingen praktisk betydning – men det fik den indvirkning på kampen, at der var rimelig meget musik i gaden i de følgende minutter, faktisk frem til kampens slutning.

På den måde kom en fredelig lørdag eftermiddag pludselig til at byde på lidt fra lovbogens raritetskabinet –  ud af ingenting.