Nicolai Nielsen

Næstformand Øst og Data Protection Manager

15-06-2018

DFU støtter databeskyttelsesforordningen (GDPR) i dansk fodbold

Danske Fodbolddommere og Dansk Boldspil Union er i løbende dialog omkring den nye databeskyttelsesforordning. Fra 1. august 2018 vil et aktivt fodboldpas være obligatorisk for alle fodbolddommere i Danmark.

Der har senest været afholdt et opfølgende møde mellem DFU og DBU.

Næstformand i Danske Fodbolddommere udtaler:

”Kernen i forordningen (GDPR) handler om at beskytte personlige oplysninger, og om hvordan man undgår, at de oplysninger, man som organisation har om sine kunder, klienter eller medarbejdere, ikke falder i de forkerte hænder. I det konkrete tilfælde handler det om de oplysninger DBU har på dommerne. Ideen med GDPR er, at man skal sikre, at persondata kun bliver indsamlet, behandlet og lagret under strenge betingelser og for lovlige formål. Organisationer som indsamler og behandler dine personlige informationer skal altså beskytte dem mod misbrug samt respektere særlige betingelser. Vi støtter DBU i den opgave”.

I DBU har man over en lang periode arbejdet med GDPR, og understreger:

”Vi har arbejdet med databeskyttelse i dansk fodbold gennem længere tid for at sikre vores medlemmer, hvad enten det er spillere, frivillige, trænere og selvfølgelig også dommere. Vi har indført Fodboldpasset for at hjælpe fodboldfamilien med at overholde den nye databeskyttelsesforordning (GDPR), da man ved at aktivere sit Fodboldpas accepterer den måde hvorpå data opbevares og behandles af klubben og DBU. Fodboldpasset skal desuden hjælpe til at skabe bedre datakvalitet i dansk fodbold på alle niveauer.  Vi arbejder løbende med at sikre de organisatoriske, tekniske og sikkerhedsmæssige foranstaltninger i samarbejde med lokalunionerne og (dermed) DFU.

Vi gør endvidere opmærksom på, at såfremt man ikke giver det separate samtykke til, at DBU kan offentliggøre ens billeder, så kan man selvfølgelig stadig dømme fodboldkampe. Det har ingen indvirkning på dommernes virke.

Vi sætter pris på dialogen med DFU, og såfremt I har spørgsmål og input, er I velkomne til at kontakte enten Nicolai eller DBU på persondata@dbu.dk”, slutter Tanja Koch Rasmussen, Data Protection Manager i DBU.

DFU opfordrer til, at samtlige dommere følger de anvisninger, der kommer fra DBU i forbindelse med aktivering af sit personlige dommerpas. Har du som medlem af DFU spørgsmål til persondataforordningen, kan disse rettes til din dommerklub.