Tore Østergaard

Formand for Danske Fodbolddommere

03-04–2018

Formanden har ordet april 2018

Så kom breddefodbolden i gang med forårsturneringen. Der er ingen tvivl om, spillere, dommere og alle i fodboldklubberne har set frem til sæsonstarten. For mange især nyere dommere er der tale om nye spændende udfordringer – enten som linjedommer eller som dommer en række højere.

 For alle aktive i og omkring fodbolden gælder, at vi har et fælles ansvar for fairplay, for sportslig god opførsel og for, at ingen kampe eller situationer udvikler sig uacceptabelt. Det er mit håb, at 2018 bliver et rigtig godt år med spændende kampe, fremgang i både medlemstal og kampantal – og med markant færre uacceptable begivenheder i kampene.

I påsken overværede jeg en ung dommers første kamp i højeste lokalrække før triokampe. Han har kun dømt ét år, går i gymnasiet og har selv spillet på dette niveau. Det var på alle måder en dejlig oplevelse!

En ung velforberedt dommer med styr på teori, dommertøj, opvarmning og lidt sommerfugle i maven fløjtede en kamp i gang, hvor alle parter havde den helt rigtige sportslige og fairplaymæssige indstilling. Begge hold skal i den grad roses for at spille fodbold, at opføre sig godt, at vise hensyn til hinanden og kampen igennem kun bruge fair midler. For den erfarne dommer en let kamp uden advarsler eller andre svære situationer, for vores debutant en rigtig god måde at starte på i denne række. Vores unge ven udstrålede både engagement og myndighed med et flot kropssprog – og de væsentligste beslutninger omkring benspænd, hands, offside og fordele blev håndteret til alles tilfredshed.

Omkring banen var over 100 lokale tilskuere mødt op i det gode påskevejr, og de fik en sportslig god oplevelse – og en lige så god social oplevelse med grillpølser, øl, sodavand og gratis kaffe. En skøn ramme for alle. Efter kampen snakkede jeg med flere tilskuere, der alle kun havde ros og anerkendelse til dommeren.

Hvorfor nu denne fortælling? Fordi den rammer det, vi alle ønsker og holder af i fodbolden. Den gode kamp, respekt for dommeren, fokus på spillet, en dejlig ramme og fællesskab. Det er mit håb, at de sportslige kræfter, der har denne på alle måder fairplaymæssige tilgang må vinde over de heldigvis få klubber, der ikke kan eller vil forstå de afgørende rammer og vilkår for breddefodbolden.

Rundt om i landet er der desværre her ved sæsonstart fortsat en række klubber, DBUs lokalunioner kender for at have en anden tilgang. Det er afgørende, at vi sammen hjælper disse klubber på rette vej – men også, at DBUs lokalunioner viser den nødvendige handlekraft, der hvor der ikke sættes handling bag de gode ord og viljer. Disse få klubber skal ikke ødelægge fodboldglæden for hverken spillere, trænere, dommere eller publikum.

Mange helt nye dommere dømmer de kommende uger deres første turneringskampe som uddannede dommere. At være uddannet betyder ikke, at man fra dag ét kan alt! Det er svært at være fodbolddommer – og det kræver kampe, erfaring og rutine. Rundt om i landet er uddannede og passionerede vejledere klar til at hjælpe alle godt i gang. Men også her er klubbernes tilgang og ansvar helt afgørende. Alle, men især nye dommere skal behandles med respekt og forståelse fra både spillere, ledere og forældre. Kun på den måde fastholder vi interessen hos de nyere dommere, der jo ofte fravælger egen spillerkarriere for dommergerningen. Det er en fælles indsats for os alle i både fodboldklubber og dommerklubber at hjælpe vores nye kolleger i gang og godt på vej – til glæde og gavn for dansk fodbold!

God fornøjelse til jer alle – foråret er på vej!

Tore